Jeg vil have Dannebrog tilbage

I dag fik jeg æren at være grundlovstaler for første gang. Det var ved Det Radikale Venstres grundlovsmøde i Marielundskoven. Her er ordene:

Her kommer en sang fra de kolde lande.

Der er nogen, der har taget mit flag. Jeg har ellers et lige her. Det burde være stort nok til at gøre mig glad. 4 meter i bredden og 2,5 meter i højden, men det er ikke nok. Det har faktisk tilhørt min bedstefar, som var modstandsmand under 2. verdenskrig, så jeg har jo et Dannebrog.

Det Dannebrog, som jeg gerne vil have tilbage, vajer over et frisindet, forestillingsrigt, flerdimensionelt og følsomt land.

Jeg fik dette Dannebrog, da min bedstefar døde i 1992. Det har ligget i min gamle Cavalet attachémappe lige siden. Ligesom en Grundlov behøver man ikke lufte det konstant, hvis man ved, hvad det står for. I går åbnede jeg kufferten og bredte det store flag ud på græsplænen, så det kunne ligge lidt i solen. “Det må man ikke,” fik jeg straks at vide.

Jeg mener ellers at have læst, at det faldt ned fra himlen i 1219. Det er åbenbart den eneste gang, det har ligget på jorden. For mig at se må man gøre med flaget, som man vil. I den forstand er det jo bare et stykke tekstil. Du kan brænde det, sy tøj af det, bruge det som picnictæppe eller slips. Det kan aldrig påvirke det Dannebrog, der blafrer i mit bryst.

Men jeg hængte det nu op på gyngestativet alligevel. Der fik det nok også mere luft, og jeg følte ikke trang til at stå på min ret. Jeg tog hensyn. Det gjorde ikke engang ondt.

Jeg er dansker, fordi jeg føler mig som dansker. Jeg kan få en klump i halsen over det.

Jeg får en klump i halsen når Rasmus Kofoed bliver kåret som verdens bedste kok, når Noma kåres som verdens bedste restaurant, når Caroline Wozniacki topper verdensranglisten, når Frederik fælder en tåre, når Vestergaard Frandsen opfinder et sugerør der renser forurenet vand, når Lene Vestergaard Hau bremser lysets hastighed på Harvard, når Peter Schmeichel piller den med en hånd, når Mathilde Hougaard Boesen på 14 skriver et debatindlæg i Politiken og revser medierne for kun at fokusere på de dumme unge.

Jeg kan også få en klump i halsen over de tider, der aldrig kommer tilbage. Man kan ikke vinde et tabt venskab tilbage, man kan højst forsøge at genetablere det. Jeg kan heller ikke få mit Dannebrog tilbage. Under dét Dannebrog der koblede befolkningen sig på politikernes holdninger, nu er det omvendt. Under dét Dannebrog måtte man gifte sig med den, man blev forelsket i, nu skal vi bede Udlændingelovens §9 stk. 1 om lov. Under dét Dannebrog var vi voksne nok til at smøre vores børns madpakker, nu skal vi stemme om stadig at få lov.

Vi er ved at pakke hinanden ind i vat. Og selvom alle initiativerne sikkert er vedtaget i bedste mening, så er det med til at øge konformiteten. Vi bliver kedelige og dovne af at nogle passer for meget på os. Vi kunne være 5.564.219 omvandrende idékataloger, men på Facebook skriver vi: “Jeg har lige fået en ribbensteg-sandwich.”

Det er nemlig konsekvensen af lovgivning, der har fokus på angst. Det bliver så småt. Og dem, der lukker sig om sig selv – de lukker! Du kender sådan nogle mennesker på lyden, de laver, når de hører noget, de godt nok synes er for mærkeligt: “Okay? Okay? Okay?”

I sangen “I Danmark er jeg født” skrev H.C. Andersen linien: “Herfra min verden går.” Han skrev ikke: “Hertil min verden går.”

Hertil og ikke længere, kammerat, for jeg forstår dig ikke. Nej, men det skulle du tage at prøve. Deri ligger rigdommen.

Leonardo da Vinci blev også dagligt udsat for folk, der sagde: “Okay….det er da…..alternativt?”

Leonardo har et godt råd til os alle: “Foragt ikke min mening, når jeg minder dig om, at det ikke skulle være svært for dig at stoppe op indimellem og se ind i pletterne på væggen, eller asken fra et ildsted, eller skyer, eller mudder eller lignende steder, hvor du, hvis du overvejer dem nøje, kan finde virkelig storslåede idéer.”

Hvis Leonardo da Vinci gik i en hvilken som helst dansk folkeskole i dag, var han nok blevet proppet med ADHD-medicin. Vi har travlt med at hive i nødbremsen overfor ting, vi ikke forstår. Og så går vi glip af de nye idéer. De idéer, som vi skal leve af.

Men Leonardo gik slet ikke i skole. Hans mor og far var ikke gift, så det måtte han slet ikke. Ellers var han endt som den mest kreative bogholder i verdenshistorien, for hans far var bogholder, hans bedstefar var bogholder og så videre. Men den lige vej til succes er ofte skæv.

Ifølge et nyligt afholdt hollandsk projekt forsvandt symptomerne fra 2/3 af ADHD-børnene fordi de fik en sundere kost. Den sørgede Leonardo selv for, men sæt dog ind der, i stedet for at tvinge alle børn i børnehaver til den samme menu. De bliver kedelige af det.

Vi skal ikke pakke hinanden ind i vat. Lad os som samfund hjælpe alle dem, der ikke kan selv, men lad os fjerne forhindringerne for alle de lokomotiver, der trækker både mennesker og varer med sig i håbet om en ny destination.

Vækst følger kniv. Det råd har jeg fået af mine børns oldefar. Han er 82 år nu og tilhører den forsvindende lille skare af ydmyge danskere. Den skare der betragter samfundet som en stor sygekasse, hvor man indbetaler til dem, der er ude af stand til at klare sig selv. Han tænker ikke lige som rosset, at vi skal da have noget ud af alle de skattepenge, vi gennem livet har indbetalt.

Vækst følger kniv, sagde gartneren som Oldefar Børge søgte råd hos, da han købte sig et kolonihavehus med nyttehave til. Hvis du skærer her, så pibler det ud der. Og der kommer mere, end der var før.

Det samme ville gøre sig gældende for samfundet. Hvis vi skærer lidt herovre, så vil det med garanti pible frem herovre. Vi aner ikke hvad der kommer, men kimen til vækst findes i os alle. Og det er ikke økonomien vi skal skære i. Det er mentaliteten. Sproget.

At gøre noget godt kræver ingen overvejelse, sagde Goethe. Du behøver ikke engang bruge tid på at kalkulere, om du får noget igen. At gøre noget godt…er godt. Basta.

Snak hinanden op. Promover nogle andre end dig selv.

Hold op med at gøre det til et problem, når unge rejser jorden rundt i forsøget på at indhente idéer til sig selv og os allesammen. Lad dog være med at kalde det et fjumreår. Det er da en dannelsesrejse. Sådan nogle som H.C. Andersen foretog, derfra hvor hans verden gik.

Demokrati er samtale, skriver Hal Koch. Vi har lige nu mulighed for at indgå i en global samtale ved hjælp af Facebook, Twitter, Youtube og alle de andre sociale medier, der ikke fandtes for 7 år siden. Vi er gået fra massemedier til masser af medier. Det er en enestående chance, men lad nu være med at købe dyre kurser i sociale mediestrategier. I behøver ikke betale vor tids sofisters dyre hvidvin.

Spørgsmålet er nemlig ikke: “Hvad snakker du om?” men snarere: “Hvad snakker du om?”

Vi skal inspirere hinanden med snak. Det koster ingen penge. Twittersfæren og alle kommende generationer forventer inklusion i processer. Og det er jo godt. Brug dem dog. Det er nemt at inkludere unge i politiske processer via de sociale medier. Svarene ligger lige på spidsen af deres tommelfingre. Stil dem opgaver. Vi menneskers talenter kommer, når der kaldes. Kald på talenterne. De er der.

Om de også vil tage et ansvar er knap så sikkert. Det gør I til gengæld. Tak til jer folkevalgte, som orker det. Som orker alle aftenmøderne. Som orker al brokkeriet. Som orker at løbe spidsrod mellem alle meningsmålingerne. Som orker at sige undskyld til befolkningen, hver gang en journalist foretager en journalistisk stramning på noget, I har sagt eller gjort.

Jeg har en idé. I Bibelen står der: “Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Min idé går ud på at bede dem holde op. Hvis nogen slår dig, så skal du da bede dem om at lade være.

Bare fordi du stiller op til valg, behøver du jo ikke at finde dig i hvad som helst. Sig fra. Også overfor politiske kollegaer, som tror, at de skal møde op den første tirsdag i oktober med spidsede blyanter og en stak lovforslag under armen.

Et demokrati målt i sekunder er i mine øjne et sekundært demokrati. Pas på I ikke snapper efter vejret. Det skaber kun korte, flade relationer med vælgerne. Skab lange, dybe relationer.

Vækst følger kniv. Fjern nogle love. Skriv dem om, så de ligesom Grundloven kan overleve i lang tid. Gør dem administrerbare og hold så nallerne væk, indtil dem der skal administrere beder om det.

Vi har ikke brug for flere love. Vi har brug for inspiration.

Fortæl os om det samfund, I har fået øje på, men som ikke findes endnu. Fortæl om jeres forventninger til fremtidens studerende, kunstnere, forskere, iværksættere, erhvervsledere, frivillige, sygeplejersker, forældre og alle dem, der får det hele til at køre rundt. Vi mennesker har godt af, at nogen forventer sig noget af os. Så opper vi os.

Fortæl mig om et frisindet, forestillingsrigt, flerdimensionelt og følsomt land, som Dannebrog vajer over.

Tak, fordi jeg måtte være med til jeres Grundlovsfest.

Leave a Reply