Je suis egalist

Jungleloven skal kun herske i junglen. Ligestilling, frisind og retssikkerhed er det dige, der forhindrer intolerancens stormflod i at oversvømme os.

Jeg er vokset op i 70’erne, så jeg er vel født feminist. Kvindelig klasselærer, kvindelig præst til konfirmationen og kvindelig direktør på mit første ungdomsjob. Kvinders umiddelbare ligestilling var så selvfølgelig for mig, at jeg har rystet lidt overbærende på hovedet af parolerne om lige løn for lige arbejde, for det gav vel sig selv? Det gik jeg da ud fra var normen. Det er det så ikke.

IMG_9605

På Trapholt var der for nylig en udstilling med overskriften: Hvis du ikke står for noget, så falder du for hvad som helst.

Jeg går ind for ligestilling. At vi er stillet lige. Uanset om vi er drenge eller piger. Mødre eller fædre. Og uanset om vi er til mænd eller kvinder. Frelsere eller fotosyntese.

Ligestilling er altid værd at kæmpe for. Også selvom alle mænd født fra 1970 og frem formentlig betragter det som en selvfølge. Vi går allesammen ind for fælles økonomi, fælles antal bleskift, fælles hjælp. Vi er vokset op med så meget ligestilling, at vi nok ikke ser de blinde vinkler som lige løn for lige arbejde, men hver gang ligestillingen halter, så skal vi påtale det og gøre noget ved det. Det går ud over os allesammen, når ligestillingen indskrænkes.

Ligestilling skaber nemlig både værdifulde samfund og samfund, der er i stand til at skabe værdi. Mangfoldighed og mærkelighed er med til at skabe udvikling. Der er ganske enkelt flere idéer at hente i de samfund, hvor man prøver at forstå det, som man ikke har forstand på.

Derfor har feminisme altid været lidt i underkanten for mig. Jeg er egalist. Jeg går ind for ligestilling på alle områder: parforhold, uddannelse, læge, job, ferie, mad, offentlig transport, forældremyndighed, demokratisk deltagelse, deltagelse i fritidsinteresser og kultur.

Jeg synes ikke kvinder skal have store nosser, eller at mænd skal have store æggestokke. Forskellighed er en frelse, men vi skal være stillet lige fra start af. Så må idéerne, knofedtet og talentet afgøre resten.

Også i dag kæmper alle rigtige mænd for kvinders rettigheder.