Foråret er ukueligt. Det kan ikke holdes tilbage. Tidevandet er ukueligt. Enhver ungdom er ukuelig.
Idéer, materialer, opskrifter og erfaringer er genbrugelige.
Frydenborg højskole kommer til at hylde det ukuelige og det genbrugelige.
Næste forår åbner Frydenborg højskole. Foreløbigt i en uge. Åndens løsen er bedrifter, skrev Grundtvig, højskoleelevernes opgave ville glæde Grundtvig, som selv fornyede sit demokratiske kørekort sent i livet.
Bedriften for højskoleeleverne på Frydenborg i uge 15 i 2027 bliver at designe og udgive et digitalt værktøj til at tage en demokratisk køreprøve.
Der findes to quizzer i Danmark, som rigtig mange danskere tager hvert år. Det er indfødsretsprøven og optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. Vi vil åbenbart gerne vide, om vi er danske og kloge nok. Nu får vi muligheden for at finde ud af, om vi er demokratiske nok.
En demokratisk køreprøve er efterspurgt blandt førstegangsvælgere. De spørger sig selv nysgerrigt om de er klar til at stemme. Ved jeg nok? Er jeg sikker nok? Hvad de skal stemme på kan den demokratiske køreprøve ikke hjælpe dem med, men hvordan vores demokrati er designet, og at det er værd at stemme finder de ud af.
Den demokratiske køreprøve kan nok også finde anvendelse til forårets påskefrokoster, når de unge bliver lidt for trætte af at høre på alle dem, der er så skråsikre, at de ikke længere udfordrer deres egne meninger. Hvad så, onkel Leif? Burde du egentlig have stemmeret?
Kritikere af idéen om en demokratisk køreprøve er bekymret for at nogle bliver udskammet, hvis de ikke består. Det bekymrer ikke mig det fjerneste, for ingen kommer til at vide det. Dine svar er dine, så du vælger selv om du vil dele, men hvis du ikke består køreprøven, så guider køreskolen dig selvføliglig hen til kilder, der kan give dig de rigtige svar, så du kan tage prøven igen og bestå.
Den nuværende ungdom får tit at vide, at den ikke er ukuelig, men selvfølgelig er den det. Den djøfske skole har bare pacet og problematiseret dem så meget, at de er blevet lidt voksentrætte.
Frygt slår fryd på et splitsekund, men det splitsekund vil vi strække så langt ud, at fryden kan holde frygten i skak.
På Frydenborg befrier vi dem derfor for falske bekymringer, tilbyder dem et ansvar og marinerer dem i begejstring, så de genfinder glæden i at tænke selv og tænke på andre end sig selv.
Frydenborg-lejren på Stenderup halvøen syd for Kolding tilhører Sct. Georgs gilderne, og ligger helt sublimt ved vandet på landet. Jeg håber spejderne vil tilgive mig, at vi i en uge omdøber den til Frydenborg højskole. Så får jeg nemlig indfriet min drøm om at blive højskoleforstander. I hvert fald i en uge.
Højskolebladet blev oprindeligt udgivet i Kolding. Der har også ligget et højskolehjem i Kolding, og selvom der er blevet gjort et par forsøg gennem tiden, så findes der faktisk ikke en Grundtvigsk højskole i Kolding, der dyrker livsglæden, kreativiteten, demokratiet, bæredygtigheden og mangfoldigheden.
Måske er det tid?
Jeg er i hvert fald forelsket i tanken og i ordet Frydenborg højskole.
På min kærlige, kreative, kloge og klimavenlige højskole vil vi derfor dyrke fryden, og så vil vi både danne og vande eleverne. De skal klædes på med viden om samfundets indretning, men de skal især have viden om hvordan man former et samfund, og opmuntres til selv at gøre noget ved det.
Vi skal tilbyde dem begejstring, en tro på det og et ja efterfulgt af et ja efterfulgt af et ja. Og stå klar med kærlige skub eller kram, hvis der er mest brug for det.
Frydenborg højskoles første opgave bliver altså at lave en demokratisk køreprøve sammen med unge højskoleelever fra hele landet, og så må vi se hvad den uge fører til.
Måske er der plads til en ny folkehøjskole. Enten på Frydenborg syd for Kolding. Eller et andet sted.
Måske bygger det første hold en bæredygtig elevbolig, som de selv kan nå at bo i?
Måske serverer det første hold en suppe lavet på fødevarer, de selv har dyrket, serveret med et brød, de har bagt i en ovn, de selv har muret?
Måske sætter det første hold den djøfske skole til vægs med et udkast til en ny folkeskolelov?
Måske dækker det første hold op til en række samfundssamtaler, der giver os en fornyet forståelse af samfundets indretning?
Måske skriver det første hold en sang, som kommer med i næste udgave af Højskolesangbogen?
Det første lange hold finder med sikkerhed selv på noget, der kan fylde deres højskoleliv med fryd.
Måske kender du nogen, der vil med på det første hold?
