Er forskere kreative? Selvfølgelig er de det. Men slet ikke nær så meget som de kunne tænke sig. Den tid der bruges på serendipity – at få øje på noget værdifuldt mens man kigger i en helt forkert retning (og dermed den rigtige) – er alt for lille. Siger den ene forsker. En anden forsker siger, at man selv er forpligtet på at skabe sig tid til at være kreativ. En tredje siger at man da ikke bare kan beslutte sig for at sætte sig ned, og være kreativ i en time eller to.
I sommeren 1996 havde jeg fornøjelsen at opleve forskere der snakkede mere om skønhed end kunstnere, og kunstnere der snakkede mere om matematik end forskere. Stedet var Mindship og projektet gik ud på at føre kunstnere og forskere sammen. Det der overraskede mig mest var følsomheden. Forskerne snakkede meget om deres intuition. Det overraskede mig ikke, at billedkunstneren lige ville træde et skridt tilbage, mærke efter, og så tilføje det sidste strøg rød maling. Det samme gjorde sig bare gældende for forskerne. De mærkede efter. De følte sig vej frem. De gik efter skønheden.
Hvis en ligning er smuk er den efter al sandsynlighed sand. Den sætning lød igen og igen. Forskerne ledte efter skønhed. Hvordan de kan se skønheden i en ligning eller en formel, gør kun mig endnu mere benovet. Hvordan får de så tid til kreativiteten, som skal føde alle de nye ideer? Jeg har prøvet at skrive rundt til nogle forskere. Svaret er ikke særlig opmuntrende.
“Der er den tid man tager sig. Men det er nok kun 1-2%.”
“Kan man skemalægge kreativitet – næppe.”
“Man skal skaffe sig tid gennem projektansøgninger med høj ekstern finansiering.”
For egen regning kan jeg jo tilføje, at jeg tror mindre på “Fra Forskning Til Faktura” end på “Fra Fabulering Til Forskning”. Hvis man har for øje at ens forskning skal ende som fakturerbar viden, så går man glip af al den viden, der ikke kan faktureres – lige nu. Men som kan vise sig at have stor økonomisk værdi – lige om lidt. Lad forskerne hænge i hængekøjer, stå på hovedet, danse tango, cykle i regnvejr, snakke med nogen de ikke forstår. Det nyttesløse kan nemlig være meget virkningsfuldt. Og i længden er det alt for virkningsløst at bede forskere gøre noget så nyttigt, som at udfylde ansøgninger.
Man kan godt spørge sig selv om Leonardo da Vinci – kunstner og forsker på en gang – havde klaret sig igennem den danske folkeskole, eller om Albert Einstein overhovedet var blevet tildelt forskningsmidler, når han ikke samtidig kunne præsentere en forretningsmodel til udnyttelse af sin forskning.
Ansæt nogle fakturafindere – dem der skal gøre al den mærkelige serendipity’ske viden omsættelig. Den lige vej til succes går nemlig gennem en skæv tankegang. De forskere der er seje til at fyre ansøgninger afsted, der giver pote, og får publiceret artikler – de løber med æren. Og bruger for meget tid på at sende den næste ansøgning for at holde gryden i kog. I stedet for at forske.
Barrieren for deltagelse er jo minimal i vore dage med beredvillige medier, der kan publicere med et tryk på en knap. Det vil sige at al den viden, samfundet efterspørger fra forskerne, kunne være tilgængelig fremover. Vi behøver ikke vente på, at vores forskere får publiceret en artikel i et hæderkronet papirtidsskrift. Al den viden kunne ligge på internettet hele tiden. Så gælder det jo bare om at få omsat den viden. Og der kunne Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen jo sørge for, at universiteterne ansætter nogle flere forretningsudviklere. Lade dem drøne rundt på universiteterne på nogle Segways i spraglede farver og sige bøh til forskerne. Hive viden ud af dem, skrive ansøgninger for dem, og tvinge dem ud af de små munkeceller, så de møder nogle andre mærkelige mennesker de kan udvikle nye idéer sammen med. Sørge for at der bliver oversat mere mellem faggrupper.
En forsker fra Massachusetts Institute of Technology – MIT – kunne have haft glæde af et sommerfuglenet og en tur til Afrika, eller et frugtbart samarbejde med en sommerfugleforsker. Det tog ham nemlig fem år at udvikle højeffektive LED-lysdioder. Og det kunne han have lært ved at kigge på vingerne på en afrikansk sommerfugl, som har nøjagtig de egenskaber, han udviklede i laboratoriet.
Lad specialisterne være lidt specielle i det, i stedet for at prøve at frisere dem til at kunne kommunikere og tænke generelt. Og indsæt så nogle specialstyrker af generalister der kan forstå specialisterne, og gøre deres grundlagsskabende forskning omsættelig for det omgivende samfund.
Måske skal der laves nogle assist-ordninger ligesom i ishockey og basketball, hvor man bliver noteret når en målgivende aflevering ender med et mål. Måske kunne der ligge et incitament i at gøre sig til overfor kollegaerne, i stedet for at gøre sig til overfor ansøgningsudvalg.
Hvis forskerne holder op med at tænke forretning, får vi både bedre forretning og bedre forskning. Så måske er det tid til at sige til forskerne at de rent faktisk skal skemalægge deres kreativitet, og at vi vil have de minimum bruger 5 % af deres tid på kreativitet. Inspiration kommer nemlig når man har brug for det. Det er ligesom et stik, man kan sætte ind i en væg.
Klummen er tidligere bragt på FoodDTU‘s site om fødevareforskning Midt i Ugen.