Videotelefoner er et heldigt eksempel på at selvom man har fokus på tallene efter kommaet, så kan man også øge tallene før kommaet.
Forleden bemærkede jeg en ung pige. Først troede jeg hun skældte ud. Hun gik temmelig stærkt, men det lykkedes hende samtidigt at holde videotelefonen op foran sit ansigt mens hun med den anden hånd gestikulerede voldsomt.
Men så gik det op for mig, at hun var døv, og at hun talte via tegnsprog. Og det gjorde mig helt varm i maven. Videotelefoner gør det muligt for døve at tale i telefon sammen. Fantastisk. Og de gør det muligt at stille en hurtig diagnose for en læge.
Men de gør det også muligt at vise vennerne hvor sjov festen er lige nu, eller få hjælp til at binde sit slips, eller se hvordan man blancherer.
Når man tænker på de svageste i et samfund, tænker man dermed også automatisk på de stærkeste, og så er der fokus på tallene før kommaet.
Hjemme hos Sam og Betsey Farmer blev tilberedningen af aftensmaden et større og større problem i takt med, at Betseys gigt udviklede sig. Hun havde sværere og sværere ved at holde fast på kniven og de andre køkkenredskaber. Dovenskab er jo kimen til mange opfindelser, så da Sam konstaterede, at nu nærmede tiden sig, hvor han skulle sørge for det daglige brød, blev han opfindsom. Han fandt på at vikle tape om redskaberne. Nærmest som en slags bandage, hvor det er tyndest i yderområderne og tykkest omkring de centrale områder.
På den måde skabte han køkkenredskaber som lå godt i hånden og som reducerede Betseys smerter betragteligt. Og øgede hendes livskvalitet. Hun kunne nemlig godt lide at lave mad, og nu kunne hun igen svinge gryderne uden de store problemer.
Men hendes forfængelighed havde han ikke tænkt på. For hun blev lidt flov, når de holdt selskab og nogle af gæsterne kom ud i køkkenet for at hjælpe til. For selvom tapen om kniven gjorde hendes gigt tålelig, så så knivene og resten af køkkenredskaberne ikke særlig fikse ud, når de havde været brugt nogle gange og når de havde været en tur i opvaskebaljen.
Næste skridt var at kontakte en designer som formede nogle håndtag i plast som passede ergonomisk korrekt i hånden, og som kunne tåle vand.
Og så kom forretningsidéen. For Sam synes egentlig også at køkkenredskaberne lå bedre i hånden end dem de havde derhjemme. Og hvis de både tjente det formål at forbedre gigtpatienters livskvalitet samt gjorde det nemmere for alle andre, så kunne det vel godt introduceres på et marked. Og designeren havde oven i købet skabt et praktisk og smukt produkt. Virksomheden hedder Oxo-grips og kunderne i dag er både trendy unge mennesker, og gigtramte husmødre og husfædre der stadig gerne vil svinge med gryderne.
Så når man tænker på de svageste i et samfund, tænker på automatisk på de stærkeste.
For nogle år siden udviklede man nogle handicap-venlige busser. Man satte motoren bag på bussen for at gøre plads til at sænke selve bussen ned til gadeniveau. Det foregår via hydraulik. Og så kunne kørestolsbrugere, gangbesværede og mødre med barnevogne nemmere og hurtigere komme ind og ud af bussen.
Men det gør det jo også nemmere og hurtigere for alle os andre at komme ind og ud af bussen. Det betyder, at bussen kan køre sin rute hurtigere og nå flere ruter på en dag end ellers, og det giver større omsætning.
Så når man tænker på de svageste i et samfund, tænker man automatisk på de stærkeste.