I 1600-tallet indførte Christian IV princippet “Beste Kiøb”. Når hans hofmænd handlede ind på hans vegne, havde de bare at gøre det “Beste Kiøb”. Lyder det ikke lidt som outsourcing? I dag handler virksomheder også ind hvor det bedst kan betale sig, både når det handler om stålpriser og timepriser for udført arbejde.
Virksomhederne bliver presset udefra af lave lønninger og outsourcing på kryds og tværs, og de bliver også presset indefra. Lige pludselig skal vi allesammen have sådan en særlig fysioterapiordning, hvis vi har slået knæet på en skiferie, vi skal have kantineordninger, og maden skal helst stå klar kl. 17.25, når vi kører hjem, og det betaler vi ikke særlig meget for. Der er al slags massage og nursing og krisehjælp til alle medarbejdere, bare der er nogen, der får skældud. Det vil sige, at virksomhederne i det hele taget ikke har det særlig nemt.
Tilmed findes der forskellige undersøgelser, der siger, at danskerne ikke er bange for globaliseringen. Danskerne er ikke bange for at miste deres job. Det tror jeg nu nok, der er grund til at være. Jeg tror ikke, angsten er helt ubegrundet, hvis man føler den slags, for alting snurrer hurtigere og hurtigere. Kloden drejer stille rundt, sang Kim Larsen. Det gør den ikke længere, så der er altså et behov for at tænke i helt andre baner.
I midten af 1800-tallet var korn kilden til penge. Der sker så det med den danske økonomi i 1870’erne, at amerikanerne efter deres borgerkrig begynder at dyrke de store prærier så kornpriserne på verdensplan falder drastisk. De danske landmænd var kort sagt på den. Hvad gjorde de så? I løbet af ganske kort tid omstiller de simpelthen deres produktion og begynder så at dyrke kvæg. Der bliver skabt et pres udefra, de reagerer lynhurtigt og omstiller sig, skaber lige pludselig animalsk landbrug og tager initiativ til det, der kommer til at hedde andelsbevægelsen. Da tyskerne i 1881 indfører forbud mod handel med levende kvæg sætter det kun ekstra skub i mejeriindustrien herhjemme. I 1882 åbner det første andelsmejeri i Hjedding.
Og i 1885 tager to unge mænd på højskole. Forstandersønnen fra Askov Højskole, Jens Schrøder og hans kammerat Karl Konstantin Hansen, som er uddannet på polyteknisk læreanstalt, suser til Askov en sommer, fordi Karl Konstantin er brændt varm på Jens’ søster. Så han kan godt overtales til at tage sommeren herovre. I løbet af den sommer finder de ud af at landmændene omkring højskolen selvfølgelig efterspørger mejerimaskiner, maskiner til at kærne smør og udvinde alt mulig andet godt, som man har brug for i den industri. Dengang skulle man tage helt til København eller England, hvis man ønskede at få fat i noget materiale. Så da de to beslutter sig for at starte en virksomhed, skal de finde ud af, hvor de skal være henne. Jens er så i mellemtiden blevet forelsket i borgmesterdatteren fra Kolding, så de starter i Låsbygade i Kolding, og ud af det vokser det vi i dag kalder den rustfri stålindustri, det som Poul Rind Christensen og Kristin Balslev Munksgaard kalder fra mælk til stål, nemlig at ud af en bevægelse, starter en ny bevægelse. Og i dag er Vejle Amt (som det hed indtil for nylig) verdensledende på leverancer af rustfrit stål til mejeribranchen, bryggeribranchen, slagteribranchen og så videre. Det er ret enestående, og det hele skete på en højskole i slutningen af forrige århundrede.
Hvad sker der så nu. Nu sker der stort set det samme som i 1870’erne. Nu falder arbejdslønningerne på verdensmarkedet. Der bliver tilbudt arbejdskraft meget billigere end vi kan konkurrere med, og vi står lige pludselig overfor det samme pres. Hvad gør vi så? Det ved vi ikke.
Lad os lede efter et muligt svar på håndboldbanen og på højskolerne.
Jeg tror højskolen igen bliver mødestedet, fordi højskolen er det ultimative innovationsmiljø. Fordi den er et frirum, der er plads til fejltagelser, der er endda plads til mange fejltagelser, og der bliver jublet over dem. Vejen til succes det er at fordoble antallet af sine fejltagelser, sagde Thomas Watson, grundlæggeren af IBM. Så den her med at leve i et frit miljø, hvor man tør fejle, det er meget væsentligt. Det er meget sjældent på mellemlederniveau eller på chefgruppemøder, at nogen bralrer ud med den allerdummeste tanke, de har i skuffen, fordi de er bange for at blive til grin eller bange for at blive holdt udenfor. I stedet for skal vi naturligvis promovere, når nogen tør begå fejl. Den billige udgave af den version hedder træning i forestillingsevne. Hvis man nu træner i at begå fejl, forestille sig alverdens fremtidsscenarier og øve sig i at håndtere dem, i stedet for rent faktisk hovedkulds at kaste sig ud i nye projekter, så kan virksomhederne spare en masse penge.
Virksomheder efterspørger medarbejdere der er nytænkende, forandringsparate, samarbejdende, globalt tænkende og fyldt med begejstring. Det lærer eleverne på de bedste højskoler, hvor der ikke er meget rundkreds og lilla ble tilbage. Her mødes den dynamiske del af den danske ungdom.
Her hersker der tryghed, tillid, høj faglighed, leg, tolerance og muligheden for at begå fejl. Og det er, hvad der skal til for at være nytænkende – noget danske virksomheder har et kolossalt behov for, hvis de skal gøre sig gældende i en videnøkonomi.
Højskolen er så meget værd for det danske samfund og den danske økonomi, at højskolen, hvis den sover i timen, kan risikere at private virksomheder vil etablere højskoler i konkurrence med de etablerede højskoler. Værdien af et ophold er så høj for virksomhedens ansatte, at åbningen af den første Grundtvig Golf Club ikke længere er usandsynlig.
Poul Nellemose fra Technical Traffic Solutions deltog i et værdifuldt samarbejde med elever fra Testrup Højskole. Han har stadig brug for ingeniører i sin virksomhed, men nu kigger han sig omkring efter ingeniører, der har været på højskole. Og han overvejer, hvordan han kan importere det nytænkende miljø fra højskolen på sin virksomhed. Og så taler han rosende om den danske højskole, fordi han nu kender dens værdi.
Når rygtet når helt til Dansk Industris hovedsæde på Rådhuspladsen, lyder meldingen til Undervisningsministeriets embedsmænd og målingsivrige politikere: lad os ikke måle det umålelige.
Begejstring over livet, demokratisk forståelse, kreativitet, fingerspidsfornemmelse, iværksætteri, videnbegær og almen dannelse kan ikke måles, men kan så afgjort mærkes, når man er i nærheden af det.
Og det er det virksomhederne nu er ved at opdage. At fremtidens nøglemedarbejdere har været på højskole, hvor de i flere måneder valgte at læse, male, forme, danse, sanse, spise, elske, synge, skrive.
De følger deres lyster. Salig Simon Spies sagde: Jeg har ingen laster – kun lyster. Og højskoleeleverne har lyst til livet og tager for sig af retterne. Man behøver ikke at have været tæt på døden, før man sætter pris på livet.
Vil virksomhederne selv drive højskoler i fremtiden? Måske. Men hvis de eksisterende højskoler vil undgå det, må de ud af busken og forklare, hvad vi skal bruge højskolen til. Hvis man vil forstås, må man forklare sig. Og guleroden er til at få øje på. Dem, der ønsker en højskole uden eksaminer, får en indflydelsesrig fortaler: Dansk Industri.
”Til lykke, I har bestået!” Sådan kan alle højskoleforstandere med god grund indlede et hvert højskoleophold.
Al snak om eksamen på højskole vrider ganske enkelt højskolen ud af led. Men man kan sagtens tale om kompetencer. Kompetence er en oversættelse af de for højskolefolk så bekendte ord: evner, færdigheder, kundskaber.
Livet handler ikke kun om, hvem man er, men også om hvad man kan. Og på de højskoler jeg kender til, er fagligheden meget høj. Man kan simpelt hen ikke undgå at lære noget. Mennesket er stræbsomt og vi begejstres over at kunne noget godt. Talent virker som en magnet. Vi tiltrækkes af dygtige mennesker.
Der er jo intet i vejen for at højskoleophold afsluttes med et dokument, der fortæller hvilke fag man har valgt og arbejdet med. Det findes allerede, og det er jo ikke det samme som et eksamensbevis.
Højskole med eksamen er ikke højskole. De skoler, der vil indføre eksamen har vind i ryggen i vor tid, hvor måling er alfa og omega, men de har fat i den korte ende. Og samfundet vil stille og roligt få øje på det.
De højskoler som rynker på næsen af fag som golf, fedme, surfing, krystalhealing, rygestop og skat har også fat i den korte ende. De højskoler, hvor målgruppen er gået fra hånd-værkere til åndværkere har tabt den mangfoldighed, der giver højskolen sin helhed.
Men hvis lyset blot er for de lærde, og hvis man er for fin til at oplyse dem, der søger oplysning, bør man heller ikke kunne kalde sig højskole.
Da jeg var elev fire måneder på Testrup Højskole i foråret 1992, mødte jeg kokke, diætister, handelsstudenter, studenter, tømrere, socialpædagoger, gartnere, ja selv helt unge som kun havde folkeskolen som teoretisk ballast og mange flere. Denne mangfoldighed var begejstrende og gav stor indsigt i andre livsformer end min egen. Men siden er verden blevet global.
Vi ser de samme nyheder, spiser stort set det samme mad, lytter til de samme hits, bruger de samme computerprogrammer, kører i de samme biler og forarges over de samme skandaler, mens planter, dyr, sprog og kulturer dagligt uddør.
Verden er blevet én verden. Det er godt for vores sind, at vi tænker os som verdensborgere, men ensartethed gør det vanskeligere at knække koden for kræft og aids. Det gør det sværere at bremse økonomiske kriser, det svækker tilliden til vores politikere, det svækker vores immunforsvar, og det er slet og ret kedeligt.
Højskolens nye front er ensartethed. Økonomisk, politisk, biologisk og kulturelt er den glob-aliserede verden ved at miste sit særpræg. Og det er endda lige nøjagtig det særpræg, som alle reklamefolk leder efter, når de gerne vil markedsføre alle disse produkter på den globale arena.
Højskolen skal blive kendt som ”stedet hvor den næste idé bliver født”. Det vil bl.a. sige, at højskolen skal byde positivt ind med løsninger på udfordringer fra organisationer, virksomheder, institutioner og samfund. Højskolens unikke innovationspotentiale skal udnyttes ved at give eleverne mulighed for at vise deres talent for omverden og herigennem skabe værdifulde kontakter og karrieremuligheder.
På den anden bane har vi så håndbold. Både håndbold og højskole er stolte danske ideer.
I Kolding har vi en håndboldklub som har været i tyve finaler på tyve år. Det kalder de elite over lang tid, og det kan man vist godt sige. De har vundet elleve Danmarksmesterskaber, og det er helt uset. Hvad er det Koldings håndboldherrer gør? Hvis du nogensinde har set en håndboldkamp på fjernsynet, vil du opdage, at når der er timeout, som det hedder, så bliver håndboldkommentarerne meget forvirrede. Så siger de: ”Der er forvirring på Koldings bænk. Træneren er rådvild, han ved ikke, hvad han skal sige til spillerne. Han står udenfor kredsen, han kan slet ikke komme ind.” Og i den anden side står sådan en type, der er helt rød i kammen og råber og skriger og siger, hvad de skal gøre. Det behøver Koldings håndboldtræner ikke at gøre, for det har han trænet hele ugen. Når vi står i den her situation, på det her tidspunkt i kampen, den her stilling, to spillere der er ude, der er én på skadeslisten, dommerne er imod os, vi er på udebane, og de piber, hvad gør vi så? Så behøver han slet ikke at sige det. Det handler om at træne forestillingsevne, nytænkning og foretagsomhed. Det er jo ikke træneren, men spillerne, der skal ind og score målene.
Kolding har så ydermere det talentudviklingsprogram, som hedder, at de gerne vil have nogen, der både kan udvikles og kan udvikle. Andre klubber tager unge spillere ind og mander dem op og udvikler et talent på dem, og så sælger de dem. Det er en dårlig forretning, synes Kolding, de vil gerne beholde talenterne, så de kan trække nogle flere op. Da den nye træner, som nu er Sveriges landsholdstræner, kom til klubben for fire-fem år siden, sagde han: ”I skal op på det her niveau.” han var der jo i forvejen, han kendte til systemet. ”Vi skal være i Champions League finalen om tre år, men vi skal vinde alle kampe på vej dertil. Hvordan gør vi det?” Når de så når op på hans niveau, sker der jo typisk det i en dansk virksomhed at chefen opdager, at medarbejderne er ved at blive dygtigere, end han er, så bliver de enten forfremmet udad, opad eller skåret væk. Der er mange danske ledere, som har så ondt i autoriteten at de ikke kan tåle nogle, som er dygtigere end dem selv. Men håndboldtræneren han bliver imponeret og glad. Først trækker han, og så skubber han. Det vil sige, når han så opdager, at de bliver dygtigere end ham, så bliver han glad, for han vil hellere vinde end have magt. Det er en unik måde at drive ledelse på, og det gør altså, at de vinder kamp efter kamp. Og det er en god idé.
Købmanden fra Spar i Slagelse fik en anden idé. Han sagde: ”Anja, her er tre millioner kroner, kan du ikke lige skabe verdens bedste håndboldhold?” Det ville Anja Andersen gerne. De lå i bunden af 2. division, da hun kom til. Nu er det tre eller fire år siden, og nu har de vundet Champions League, som er verdensmesterskabet for klubhold to gange i træk, og selvfølgelig også Danmarksmesterskaberne. Sådan en talentmasse kan man trække til. Så kan hun trække på de rigtige mennesker, uddanne spillerne op på det niveau hun er, og bom, så vinder de alt. Det er imponerende, men måske er det også en lille smule skræmmende. Vi siger at Kina er verdens produktionsfacilitet og Indien er verdens kontor. Så hvad nu hvis inderne og kineserne finder på at importere de største kreativitetsguruer, vi har her på kontinentet. Hvad nu, hvis de siger: ”Her er 10 milliarder. Kom og uddan alle vores folk.”
Hvad gør vi så? Hvad har vi så tilbage. Vi siger hele tiden, at ”vi er jo kreative i det her land. Det er det, vi kan.” hvad nu hvis det så også bliver outsourcet, hvad er der så tilbage at outsource?
Men den rette idé kan ændre verdens gang og derfor skal vi dygtiggøre os i at få ideer. Tænk bare på Gutenbergs trykpresse, p-pillen, rejsen til månen og Berlinmurens fald.
Gennem sproget siger vi, at vi har fået en idé, som om de kommer til os udefra. Og det gør de også konstant. I vores kontakt med verden modtager vi flere indtryk, end vi kan rumme, og det er uundgåeligt at få ideer. Vi bestemmer selv, om vi vil modtage dem eller afvise dem.
Nødstrømsproducenten APC deltog i “Det Rustfri Spil” baseret på 1925-modellen. Her var opgaven at outsource til lokale leverandører i stedet for leverandører på den anden af kloden. Efter to runder i spillet lykkedes det. Vi samlede syv underleverandører, nogle af dem var konkurrenter, som fik til opgave at reducere antallet af APC’s varenumre. I stedet for at APC fik mange dele leveret til APC for at samle et nødstrømsanlæg, skulle leverandørerne reducere det til et absolut minimum. Det lykkedes underleverandørerne gennem åbenhed at finde måder at samarbejde om arbejdsopgaverne på, så underleverandørerne fik mere, og APC fik mindre at lave. Lokale jobs blev reddet, og legen førte til at nogle af underleverandørerne opdagede talent hos hinanden, som betød, at de sammen kunne tilbyde ydelser til nye og andre kunder.
Brugervenlighed på arbejdspladser kan også være med til at sikre de kortuddannede jobs her i Danmark. Vi er alle enige om, at behovet for mere uddannelse til alle bliver en fast ingrediens fremover. Verden er blevet mere kompliceret, så vi har konstant behov for at dygtiggøre os, men indtil vores ufaglærte arbejdsstyrke er erstattet af en hel generation af højtuddannede, som kun skal udvikle, så er brugervenlighed – usability på konsulentdansk – nøglen til at bevare arbejdspladserne herhjemme. Man skal ikke have besøgt mange fabrikker herhjemme, før man holder med medarbejderne. Hvorfor skal sådan nogle maskiner være så svære at betjene, når vi nu har så dygtige programmører og pædagoger at de rent faktisk kan laves så begavet, at alle kan betjene dem uden særlige ud-dannelseskrav. Så øget fokus på brugervenlighed – hånd i hånd med investeringen i ro-botteknologi – kan standse den store udflagning af arbejdspladser, der foregår lige nu.
Det er den strategiske og visionære beslutning. En anden, og klart nemmere, der ligger lige for, vil nok være for stor en kamel at sluge for mange erhvervsledere. Men Dansk Industri kunne jo stille og roligt slå et slag for ordnede hygiejneforhold under produktion, social ansvarlighed overfor medarbejdere og den langtidsholdbare kvalitet i produkterne.
EU kunne sikkert overtales til at designe et fint mærke, som man kan sætte på sine produkter, og så kan reklamebureauerne og konsulenterne tages i ed på hvilke skræmmebilleder, man skal sætte op overfor andres produkter; Du ved, dem der er produceret af børnearbejdere, under uhygiejniske forhold og som går i stykker lige så snart garantiperioden udløber.
Prøv bare at forestille dig hvilken succes økologiske produkter ville have, hvis der nu stod ikke-økologiske på alle de andre?