Jeg skal altså tisse, lød det meget insisterende fra bagsædet, så plan A blev til plan B, som blev til en bagedyst med en hel bydel som vinder.
Vi var på ferie i Normandiet og på vej mod dekadente Deauville, hvor pariserne nød livet før 1. verdenskrig, men toiletbesøget kunne ikke udsættes, så vi drejede af i Honfleur. Vi havde ikke booket noget hotel hjemmefra, så mens vi lånte et toilet, spurgte vi efter et værelse for natten. Det kunne vi glemme alt om. Både i Honfleur og Deauville for den sags skyld, måtte vi forstå. Okay. Det var ved at blive sent, så vores optimisme faldt et par grader. Den her slags eventyr havde vi været på før, og de plejede jo at gå godt, men receptionistens tunge realisme ramte lidt hårdt.
inden vi kørte videre mod Deauville, besluttede vi dog at prøve et sted mere i Honfleur, for vi så hurtigt at det var en meget smuk by,. Alt booket lød det også der, men manden bag disken kendte måske en, som var ved at sætte en lejlighed i stand. Den var ikke helt færdig, men måske kunne vi leje den. Merci beaucoup. Vi havde igen heldet med os og fik en skøn uge i Honfleur.
I morgen er det 80-året for D-dag, som afgørende ændrede udfaldet af 2. verdenskrig. Mens vi boede i Honfleur besøgte vi også Omaha Beach, hvor det helt store slag stod i 1944. Jeg kan huske min egen indre film køre, da jeg kiggede ned på mine fødder i vandkanten, mens jeg forestillede mig mine ankler tilstænket af de faldne soldaters blod. Jeg var endda på nippet til at skælde dem ud, der løb og legede på stranden, for de måtte jo vise historien lidt mere respekt, syntes jeg.
Klogere blev jeg lidt senere på dagen, da jeg nåede frem til, at soldaterne i 1944 jo netop havde kæmpet for, at vi i dag måtte lege og fjolle som frie mennesker på stranden. Meget klogere blev jeg dagen efter.
Det var Bastilledag i Frankrig og jeg løb en morgentur i smukke Honfleur. Undervejs fik jeg øje på en ældre herre, som i jakkesæt og med reversen fuld af medaljer kom gående ud af sin indkørsel. Min første tanke var: Så gammel er du altså heller ikke, basse. Jeg vurderede ham ikke til at være gammel nok til rent faktisk at have kæmpet med i 1944, så hvad skulle alle de medaljer til for?
Senere på dagen skammede jeg mig over de tanker, for da borgerne i Honfleur fejrede stormen på Bastillen i Paris den 14. juli i 1789, som førte til den franske revolution, gik samme ældre herre med i optoget blandt alle de frivillige brandmænd, folkevalgte og veteranerne, og der gik det op for mig, at alle hans medaljer på reversen var et synligt bevis for det kontingent han havde betalt for min frie udfoldelse. Selvom han ikke heroisk kunne fortælle mig om sin deltagelse på D-dag, så havde han alligevel stået vagt om frihed, lighed og fællesskab.
Samme aften efter et overordentlig lækkert skaldyrsfad og hvinende frisk hvidvin besluttede jeg mig for, at når vi kom hjem fra ferie, ville jeg tage en demokratisk tørn. Jeg ville hverken kæmpe som soldat eller politiker, men jeg ville på en eller anden måde tage en demokratisk tørn. Det var blevet min tur, og det skulle ikke bare vare i tyve minutter eller ved en enkelt begivenhed. Jeg lovede mig selv at tage en demokratisk tørn på ti år.
I år er det ni år siden jeg afgav det løfte til mig selv.
Det første jeg kastede mig over var at stille op til skolebestyrelsen og engagere mig i det initiativ, som hed Brændkjær Bestemmer. Kolding Kommune havde været på studietur i England og stødt på noget derovre, som hed participatory budgeting. Borgerbudgetter på dansk. Brændkjær Bestemmer var ikke kommet skidegodt fra start. Nogen var enormt gode til at sælge deres idéer, så de løb med de fleste penge, så andre følte sig lidt snydt. Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe med at revitalisere processen.
Ved et Kvarternetværksmøde holdt den lokale historiker Erik Voss et foredrag om Brændkjær, som vækkede min nysgerrighed til at dykke ned i historien. Jeg blev endda antændt af lysten til at skabe nye historier, da jeg sad overfor en medarbejder fra kommunen, som præsenterede sig og fortalte, at hun var ansat til at forebygge ensomhed.
Hvad vil det sige, spurgte jeg. Det vil sige, at vi rækker ud til dem der er i risikogruppen. Hvem er i risikogruppen, spurgte jeg. Enlige, kronisk syge og folk over 60, lød svaret.
Og lige der traf jeg en ny beslutning. Dels ville jeg sikre mig mod nogensinde at blive ringet op og modtage sådan en henvendelse, og så ville jeg også bede socialdirektøren i Kolding om straks at nedlægge den stilling, for derefter at slå en ny stilling op, som fokuserede på at fremme fællesskaber.
På samme møde fortalte præsten Ole Pihl mig også, at Brændkjær havde den næstlaveste medianindkomst i hele Kolding kommune, hvilket overraskede mig, da jeg mødte mange andre som mig selv med et godt job, familie, hus og to biler. Det måtte jo så betyde, at der blandt Brændkjærs 6.000 borgere er rigtig, rigtig mange der bor alene uden så meget at gøre godt med.
Til hverdag arbejder jeg med idéer, udvikling og involvering af medarbejdere og borgere i udviklingsprocesser. Det måtte jeg kunne bruge til noget i min fritid.
Derfor besluttede jeg mig for at bekæmpe ensomhed, som jeg bekæmper mos i min græsplæne. Ikke med at fokusere på det jeg ikke vil have, mos, men ved at fremme vækstbetingelserne for det jeg gerne vil have: Græs.
Brændkjærbrødet blev en bagedyst, som vi kaldte en bagedyst med en hel bydel som vinder. Præmissen for at vinde var nemlig todelt. Man skulle både bage et godt og velsmagende brød, men der skulle kobles en historie på brødet. Første år var temaet havregryn, for de moderne blokke med både bad og toilet på Snerlevej, der i 1950’erne blev bygget oven på den samme jord, som havde huset barakker med flygtninge efter 2. verdenskrig, blev kaldt for havregrynskvarteret, fordi huslejen var så dyr, at man kun havde råd til at spise havregryn.
Derefter blev temaet Aksel Olsen, grundlæggeren af Geografisk Have, og Onkel Tom, vagabonden, der havde slået sig ned i hønsehuset på Brændkjærgård. Vi fik bageren i bydelen til at bage Brændkjærbrødet, så alle kunne købe det, og så delte vi opskriften, så alle kunne bage det. Jeg kan desværre ikke blive og delage i frokosten bagefter, men jeg har bagt et Brændkjærbrød til jer, så I selv kan smage det.
Brændkjærbrødet blev til Brændkjærbajeren, Brændkjærbuketten, Brændkjær Byvandring, Brændkjærbrus, Brændkjær Bagagerumsmarked, Brændkjær Birds, Brændkjær Banko og Brændkjær Byfest, som lidt senere i dag afsluttes med et grundlovsmøde, fællesspisning og fællessang.
Ole og jeg fik stille og roligt involveret flere og flere i at slå et stort brød op, der også indeholdt nye fortællinger om Brændkjær. Ligesom Grundtvig lod vi os både inspirere af fortidens fortællinger, men også af et her og nu, som kunne blive til fremtidens fortællinger.
Vi prøvede at bygge en hel identitet. I dag siger folk i Brændkjær, at de bor i Brændkjær. Det gjorde de ikke, da jeg flytttede hertil i år 2000.
En af de stærkeste byggeklodser undervejs var at opfinde den positive prikkerunde. Kunne det ikke være fedt, hvis du gjorde sådan og sådan. Det var måden vi henvendte os til skolen, SFO’en, institutioner, virksomheder og andre lokale ildsjlæle. Vi prøvede at gøre opgaver til gaver. Vi piskede en god stemning op. Og så var vi ikke bange for at dumme os.
I 2017 afholdt vi et fiktivt rejsegilde der hvor Brændkjærhallen i dag står. Dengang var der en nedlagt atletikbane, men vi fik Hans, pedellen, til at mærke hallen op med røde bånd, og så indkaldte vi hele skolen til sang, taler og en gang badminton, der hvor vi var sikre på, at der engang i fremtiden ville blive spillet badminton. Vi lod som om vi allerede var der. At det allerede var virkelighed.
Brændkjærhallen åbnede i 2021. Ti procent af borgerne i Kolding bor i Brændkjær og ti procent af borgerne i Brændkjær er medlemmer af Brændkjær Aktivitetsforening, som står for de fleste aktiviteter i hallen. V havde nok at mødes om, nu har vi også et sted at mødes i, for borgerne i Brændkjær går til krea-aftener, fællessang, fællesspisning, foredrag, koncerter og åben hal udover de 16 faste ugentlige idrætsaktiviteter som f.eks. kæphest, høvdingebold og knibeøvelser for mænd.
Vi har gjort det latterligt billilgt, som konsulenten fra DGI formulerede det, at være medlem af Brændkjær Aktivitetsforening. Det koster 50 kroner om året i grundkontingent og så 100 kroner per sæson at gå på et hold. Nogle hold har to sæsoner og andre tre sæsoner på et år. Det burde ikke kunne løbe rundt, men det gør det fordi vi sammen har bygget en identitet og en stærk fællesskabsfølelse. Og fordi vi er mange.
I 50’erne blev KIF-hallen på Tvedvej, som blev revet ned igen i 1997, bygget af frivillige, som med deres egne hænder fik lov til at bygge hallen. Den slags er ikke muligt i et hyperkomplekst samfund med tusindvis af regler, så mens vi kæmpede for at få bygget Brændkjærhallen lå det hele tiden i baghovedet at mobilisere så meget frivillighed som muligt, så folk i bydelen skulle gå rundt med en følelse af, at den hal ikke var blevet til noget uden dem.
Efter hallen stod færdig har vi mobiliseret en gulvvaskerbande, som hver søndag vasker gulvet frivilligt, så Brændkjærhallen kan spare de penge. Det har netop resulteret i et indkøb af et helt nyt lydanlæg i hallen til alles glæde. Børn hjælper til med at vaske gulvet, og det betyder jo, at de får deres klassekammerater til også at passe bedre på hallen.
Vi hører hele tiden at det frivillige Danmark lider, at det er svært at skaffe frivillige. Jeg har endda hørt om foreninger, hvor man er villig til at betale dobbelt kontingent bare for at slippe for at tage en frivillig tjans. Derfor bliver vi spurgt af andre rundt omkring i landet, hvordan vi er lykkedes med både at bygge en identitet og skaffe så mange frivillige. Hvordan en bagedyst kunne få en hel bydel som vinder.
Ved at fokusere på det hyperlokale kan vi altså inspirere andre. Ligesom Grundtvigs fokus på de lokale skoleforhold i Danmark endte med at føre til en højskolebevægelse, som i 1930’erne inspirerede Myles Horton til at besøge Danmark for derefter at oprette Highlander Folk School, som både Rosa Parks og Martin Luther King besøgte.
I en tale i 2016 til de nordiske statsministre sagde præsident Barack Obama:
“Jeg ville måske ikke havde stået her, hvis det håb, der blev skabt i Danmark, ikke havde spredt sig til USA via højskolen “Highlander Folk School”.“
Man går altså ikke nødvendigvis i små sko, når man fokuserer på det nære. Man kan fabrikere fællesskaber, som kan vokse sig store og række ud til andre, der drømmer om at bekæmpe ensomhed og mos på nye måder.
Optimisme og begejstring falder mig meget let, men hvis jeg virkelig skal anstrenge mig med at være pessimist, så kan jeg da godt få øje på en ungdomsgeneration der er alt andet end ukuelig, en voksengeneration der søger mod ekkokamre, hvor de ikke bliver modsagt, tyranner der ikke vil andet end ufred, et samfund der er blevet hyperkomplekst og en planet der er gået af led og vrider sig i smerte.
Er demokratiet også i fare? Det er det hver gang vi tager det for givet. Fra 1849 da Grundloven blev indført til 1915, da kvinderne fik valgret måtte der kæmpes for hver centimeter rettighed. Efter Murens fald i 1989 føltes det som om sejren var i hus, og så fik kampen nok mere fokus på tallene efter kommaet frem for tallene før kommaet, hvor den store værdi skabes.
På en skala fra et til ligegyldigt, hvor vigtigt er det så om unge må arbejde 2, 3 eller 4 timer, når de har en vagt i deres fritidsjob? På en skala fra et til latterligt, hvor tåbeligt er det så at lærere bruger tid på at koordinere hvilke bekymrede forældre, der skal våge over de unge, når de skal på Blå Mandag?
Det er jo nogle af de kampe, der bliver kæmpet, og så glemmer vi jo let de store, som selvfølgelig også er sværere at måle på, for hvornår er vi i mål med klimakrisen, unges manglende trivsel eller den voksende forveksling af vaner med rettigheder, når borgeres forventninger til samfundets service hverken kan matche størrelsen på fælleskassens konto eller hvad der er rimeligt at forlange.
For at passe på samfundet skal man hele tiden lave det om, sagde Ritt Bjerregård i udsendelsen Det sidste ord på TV2, som blev vist efter hendes død. Helt enig, men vi skal fokusere på tallene før kommaet, så vi ikke får en voksende skare af politikere, der møder op med hænderne fulde af lovforslag og projekter. Vi skal have færre regler, så vi som borgere selv er i stand til at navigere i pligter og rettigheder. Den opgave bliver sværere og sværere, fordi vi nu bor i det hyperkomplekse samfund, som Lars Qvortrup skrev om tilbage i 1998. Vi er der nu, og en af Grundtvigs pointer med at lave skolen for livet og fokusere på det levende ord var at vi skulle danne os selv og hinanden med inspiration fra historien, men også med et fokus på et her og nu. Hvad skal vi forholde os til her og nu for at begå os i livet? Her og nu må vi konstatere at rigtig mange ting er blevet for bøvlede, fordi vi er enormt gode til at lave regler fremfor at leve med at prisen for frihed er, at nogen også kan snyde os en gang imellem. Vi laver igen og igen flere regler for de små fisk, men lader igen og igen de store fisk slippe.
Kuren mod det hele, der sikrer vores demokratiske immunforsvar, ligger dog ikke i flere krisesnakke. Den ligger i at formulere en uimodstålig bæredygtig fremtid. Det der får opmærksomhed vokser. Så hvis du hele tiden leder efter håret i suppen, så finder du det nok. Det kan såmænd ende med at at være dit eget hår, fordi du hænger med hovedet ind over tallerkenen, og ikke leder efter andet end problemer.
Men hvis du leder efter lykken, lyset og livet, så kan du trække andre med dig op. Det kalder vi en positiv prikkerunde i Brændkjær og de virker meget bedre end den oprindelige prikkerunde. Det tager lidt længere tid at opleve effekten af den positive prikkerunde, til gengæld er den langtidsholdbar. Lidt ligesom at plante et træ, du gerne vil sidde i skyggen under om 20 år.
Hvis vi som borgere både skal kunne forstå vores rettigheder og handle på vores pligter i et demokratisk samfund, så har vi brug for et overblik. Det overblik er svært at skaffe sig, når der hele tiden kommer flere og flere regler.
Jeg hjalp på et tidspunkt en offentlig organisation med at rydde lidt op i opgaverne. Både medarbejdere og brugerne havde forvekslet vaner med rettigheder, så opgaverne havde stille og roligt hobet sig op. Især dem der kun skabte den meget lille værdi efter kommaet.
Efter nogen snak og nogle sværdslag lavede vi en fælles proces, hvor jeg tegnede tre cirkler på væggen. I den inderste cirkel stod der: Skal. Hvilke opgaver skal vi løse? I den næste cirkel stod der: Kan. Hvilke opgaver kan vi løse, når vi er færdige med skal-opgaverne? Når jeg gennem årene har spurgt folk, hvad de tror der stod i den sidste cirkel har endnu ingen gættet rigtigt, men der stod: Skal ikke. Hvilke opgaver skal vi ikke længere påtage os?
Det var en nødvendighed for at skabe en bedre balance mellem vaner og rettigheder.
Alt for længe har vi sat borgeren i centrum. Det kan borgeren tydeligvis ikke håndtere. Vi bliver selvoptagede og fokuserer på tallene efter kommaet. Vi skal igen lære at sætte samfundet i centrum og sætte fokus på tallene før kommaet.
Barnet på bagsædet, der ikke længere kunne holde sig på turen til Normandiet, havde også en lidt træls skolestart. Det gik fint de første fjorten dage, men så var det ikke sjovt længere. I stedet for at fokusere på det negative, mosset i plænen, så tog vi i skole et kvarter tidligere hver morgen og øvede cykling. Det gav lynhurtigt så meget selvtillid at kunne styre cyklen, at skolestarten ikke længere blev oplevet som en udfordring. Princippet gælder også for ømme knæ. Træn lårene, så slipper du for ømme knæ.
Hvis vi gerne vil skabe en ukuelig generation, som ikke lider af lav demokratisk selvtillid, og som både kan tænke selv og tænke på andre end sig selv, så skal man kunne gå til demokrati, ligesom man kan gå til guitar og håndbold. I Brændkjær Aktivitetsforening har vi tænkt os at oprette et hold, så man fremover kan gå til demokrati, så flere får fokus på tallene før kommaet, kan sætte samfundet i centrum og både ved hvad der skal til for at ændre på tingene og får det gjort.
Hvis flere gjorde det samme, ville det både styrke samfundets demokratiske immunforsvar, og hjælpe flere til at kunne cykle uden støttehjul.
God Grundlovsdag og tak fordi vi har den.