Den dag journalisten satte mikrofonen ind midt på bordet nede på Center Pubben og bagefter bragte brokkeriet som en nyhedshistorie, tabte vi allesammen. Undtagen journalisten. Journalisten steg i graderne, fordi seertallene og salgstallene steg. Vi mennesker er sensationshungrende og nyfigne, men vi har ikke godt af det. Vi kan hverken tåle for meget sladder eller for meget sukker.
Kort tid efter murens fald eskalerede en udvikling, som ikke ubetinget har været god for os. Coca Cola gik fra 0,25 liters flasker til 0,5 liters flasker, plastikkirurgi flerdobledes, bankerne indførte bonusordninger blandt medarbejderne, så ordet bankrådgiver mistede sin værdi, journalister og politikere begyndte at handle med historierne og muligheden for at meddele sig globalt via internettet opstod.
Demokratiseringen af medierne er et gode og har gjort det muligt for mange flere end nogensinde før at deltage, men vi har fået rettet åen for meget ud. Den knaphed der skærper os, er blevet erstattet af en overflod, som sløver vores selvkritiske sans og slipper den indre svinehund ud. Vi skal slynge den igen og lave nogle filtre, som debatten skal igennem
I Gutenbergs og oplysningstidens ånd slap vi medierne fri i takt med at alle fik adgang til dem. Det burde være godt, men det er det ikke udelukkende. Har du nogensinde tænkt over hvor kloge Niels Bohr, Karen Blixen og Astrid Lindgren lød, når de blev interviewet? Det gjorde de naturligvis fordi de var kloge, men de anstrengte sig også, når mikrofonen blev holdt op foran deres mund. De vidste ikke, hvornår de fik chancen igen og derfor strammede de sig an. De gjorde sig umage med at formulere tankerne. Knaphed skærper vores sanser, overflod sløver dem. Vi skal indbygge en knaphed.
Som oplyst menneske kan man jo ikke bare stå og se på, mens faking news, alternative facts og uimodsagte rablerier overtager sendefladen. Jeg har et par forslag. Det er nok ikke en gylden løsning, men vi bliver jo nødt til at komme med nogle forslag, hvis vi skal rette skuden op. Og det skal vi.
Jeg er demokrat til fingerspidserne. Jeg bliver rørt, når nøglerne til magtens kontor skifter ejer uden at der løsnes et skud eller krummes et hår på nogen.
Jeg har altid sat både journalister, politikere og eksperter højt. Folk, der har forstand, folk, der orker at sætte sig ind i lovgivningen og bruge tid på endeløse debatter og folk, der bider magthaverne i haserne ved at blive ved med at stille dem spørgsmål, som de ikke har lyst til at svare på. Dem kan jeg lide.
Derfor ærgrer det mig dybt, at den ukritiske demokratisering af medierne er ved at slå hul i vores allesammens fundament. Vi står på et fundament af oplysning, ubestikkelighed og medbestemmelse. Vi står på et fundament af ret og pligt, men det skrider fordi vi forveksler vaner med rettigheder og pligter med muligheder. Journalisters og politikeres handel med solohistorier er ikke bare en dårlig vane, det er heller ikke nogen rettighed. Borgerne har pligt til at betale skat og modtage undervisning. Det er ikke blot en mulighed.
Engang rettede man Skjern Å ud. Det skulle man aldrig have gjort. Alt liv forsvandt. Så slyngede man den igen. Så kom livet tilbage. På samme vis skal vi slynge vores demokratiske debat. Den skal til at tage lidt længere tid igen. En demokratisk debat målt på sekunder risikerer meget nemt at blive sekundær. Mindre værd.
Vi løber allesammen rundt med en global telegramservice og TV-station i lommen, så vi behøver ikke anstrenge os for at få tale- og sendetid. Det kan vi få hvert sekund, døgnet rundt, året rundt. Det må være blevet tydeligt for de fleste, at det kan vi slet ikke håndtere. Hvad gør vi?
AirBnB har designet tillid ind i deres digitale platform. Både lejere og udlejere skal give hinanden karakterer. Hvis du elsker at leje andre folks lejligheder, men ikke opfører dig ordentligt når du er på besøg, så vil den næste udlejer nægte dig adgang. Og hvis du som udlejer ikke lever op til dine løfter, så vil lejerne hurtigt finde andre lejligheder. Begge parter har noget i klemme. Det er godt.
Hvordan kan vi sikre, at deltagerne i den demokratiske debat får mere i klemme? Digitale medier kan jo gøre ligesom analoge medier gjorde engang. De valgte læserbrevene ud så de værste af slagsen ikke fik spalteplads. Er det realistisk? Har vi ikke allerede lukket trolden ud af æsken? Måske, men det er jo for tyndt at give op. Så hvad gør vi?
Jeg kan nemt forestille mig, at indehavere af digitale medier bruger computeres forøgede regnehastighed til at afkode et budskab, mens det tastes, så der ganske enkelt kommer en lås på budskabet, hvis det er hadefuldt. Det kunne blive en slags tæl-til-ti-funktion. Det budskab bliver forsinket nogle timer, måske skal du sove på det, før du kan få lov til at dele det på mediets platform. En obligatorisk redigeringsmulighed, der indtræffer, når dit budskab opfattes som hadefuldt. Det kan computere allerede i dag genkende, så det er ikke noget problem at indføre.
Hvis du alligevel vælger at publicere dit hadefulde budskab, så sætter næste filter ind. Ligesom AirBnB og Ebay så er du afhængig af andres vurdering af dig. Hvis du vil have en plads i den offentlige debat, så skal du opnå en særlig status. Den status afhænger af andres vurdering af din saglighed. Det er jo fair at være uenig, men det er ikke fair at svine hinanden til. Så hvis du er i stand til at formulere din uenighed på en saglig måde, så vil din status stige og så vil din lyst til at deltage i den offentlige debat blive belønnet. Hvis din status derimod falder, så falder du gennem maskerne og udelukker dermed dig selv for en periode. Der skal indbygges en karensperiode, hvor man lige bliver lagt på is, og så får man selvfølgelig chancen igen. Ægte demokrater elsker jo modsigelser, fordi de ved at deres egne argumenter skærpes ved modstand, og derfor vil ægte demokrater gerne give politiske modstandere en høj status, så de er sikre på fortsat at få kvalificeret modstand.
Vi kan bruge de samme maskiner, der har givet os mulighed for at lufte den indre svinehund, til at holde svinehunden i skak, så vi lader snakken om bordet på Center Pubben blive der og ikke lader den indgå i en offentlig debat, hvor den ikke hører hjemme.
