Hvis Leonardo da Vinci havde levet i dag ville han have været frontløber, når det gælder kampen om at redde klimaet. Det mest kreative geni i verdenshistorien ville have gjort det sjovt og cool at være grøn. Ikke nogle løftede pegefingre. Kun gejst, knofedt og evnen til at få nogle til at finansiere hans mange projekter.
Leonardo vidste godt, at hver gang han havde lyst til at sælge et maleri, blev han også lige nødt til at finansiere den tid, han skulle bruge på det, ved at levere noget andet. Oftest noget med infrastruktur, våben og målinger. Han var nødt til at levere noget tungt skyts for at få lov til at lave de smukke malerier.
Heldigvis var han et meget nysgerrigt menneske, så alle hans projekter var båret af begejstring. Kan vi finde den samme begejstring, når vi skal sikre os, at al isen på planeten ikke når at smelte?
Jeg har ladet mig inspirere af hans uopfordrede ansøgning til fyrsten af Milano i 1482. Den kan noget. Og inden jeg lister Leonardos 11 forslag op, som jeg forestiller mig, han ville have fundet på, så bliver jeg nødt til at advare dig om, at de samme forslag optræder i romanen Mauna Loa Grafen. Så, hvis du foretrækker at læse dem der først, så stop straks med at læse. Hvis du derimod tænker, at den bog får du nok aldrig læst, men du gerne vil læse Leonardos plan, så læs bare med her.
Som 30-årig, i 1482, skrev han historiens bedste uopfordrede ansøgning til fyrsten i Milano.
“Højst ærede Herre. Efter jeg i tilstrækkelig gad har set og overværet prøverne fra alle dem som kalder sig mestre og opfindere af krigsinstrumenter, og har fundet at opfindelsen og virkemåden af de nævnte redskaber ikke på nogen måde adskiller sig fra dem der er i almindelig brug, vil jeg bestræbe mig, uden fordomme mod nogen, på at forklare mig til Deres højhed, idet jeg vil vise Deres Excellence mine hemmeligheder, og så efter behag tilbyde at arbejde tjenstdygtigt, på passende tidspunkter, på alle de ting som delvis er kort opført nedenfor:
1) Jeg har planer for broer, der er stærke og alligevel lette at bære.
2) Når et sted er belejret, kan jeg afbryde vandforsyningen og fremstille et stort antal stiger og andre instrumenter.
3) Hvis det på grund af voldens højde eller tykkelsen på murene viser sig at være umuligt at indtage den belejrede by, kender jeg metoder til at ødelægge ethvert fort eller citadel, selv hvis det er bygget på klipper.
4) Jeg har planer for små kanoner, der er lette at bruge og transportere, og med hvilke man kan slynge sten næsten som var det råb.
5) For det tilfælde at situationen foregår til søs, har jeg idéer til at konstruere mange maskiner, der er velegnede til angreb og forsvar, samt skibe, der kan modstå beskydning fra selv den tungeste kanon.
6) Desuden har jeg måder, hvorpå man upåagtet kan ankomme til udpegede steder gennem huler og uopdagede vindpassager – også selv om det er nødvendigt at passere under en flod.
7) Jeg kan også lave overdækkede vogne, sikre og uangribelige, som vil trænge ind på fjenden med artilleri, og der ikke er nogen hær så stor, at den ikke vil blive knækket af det. Og bag disse kampvogne kan infanteriet ganske urørte og uden modstand følge efter.
8) Hvis behovet opstår, kan jeg lave kanoner, morterer og andet svært skyts med meget smukke og brugbare former – og helt anderledes end dem, der bruges i dag.
9) Hvor det ikke er muligt at bruge en kanon, kan jeg levere katapulter, kastemaskiner, fælder og andre vidunderligt effektive maskiner. Kort fortalt kan jeg levere et uendeligt antal forskellige forsvars- og angrebsmaskiner til brug, som situationen nu gør det nødvendigt.
10) I tider med fred mener jeg, at jeg bedre end nogen kan tilfredsstille Dem med arkitektur, konstruktion af både private og offentlige bygninger samt med at fremføre vand fra et sted til et andet.
11) Desuden kan jeg skabe skulpturer i marmor, bronze eller ler, som vil stå som udødelig hæder og ære i mindet om Deres far, Prinsen, og den strålende Sforza-slægt.
I tillæg, kan bronzehesten komme på tale, som vil vare ved med udødelig hæder og evig ære til det glædelige minde om Deres fader Prinsen og det hæderkronede Sforza-hus. Og hvis nogle af de bemeldte ting skulle forekomme umulige eller upraktiske, tilbyder jeg mig som højst rede til at lade dem stå sin prøve I Deres park, eller hvilket som helst sted det vil behage Deres Excellence, til hvem jeg anbefaler mig med enhver mulig ydmyghed.
Leonardo da Vinci”
Fik du også øje på ydmygheden? Nå, han fik jobbet.
Her kommer så vor tids version. Den er skrevet af hovedpersonen i Mauna Loa Grafen. Han hedder Frederik og er 15 år.
“Kære menneske på jorden,
de fleste mennesker vil gerne gøre noget godt for jorden. De fleste mennesker synes, at problemerne er så store, at de har svært ved at overskue, hvad de skal gøre. De fleste mennesker har brug for en plan. Den har jeg lavet. Selv tak.
1) Jeg kan skabe grøn strøm ud af naturlige, lokale og evige kilder som sol, vind, vand og lort i et omfang, der kan erstatte vores nuværende forbrug af både forurenende og knap energi.
2) Jeg kan opbevare den grønne strøm lokalt i en form, så den aldrig bliver uanvendelig.
3) Jeg kan elektrificere de fleste maskiner, som derefter kan køre på grøn strøm.
4) Jeg kan indfange CO2 og kombinere det med grøn strøm, så det kan gøre de maskiner, der ikke umiddelbart kan elektrificeres, f.eks. fly, skibe, stålværker og cementstøberier, grønne indtil den dag, de selv kan køre på grøn strøm.
5) Jeg kan også indfange CO2 og lægge det tilbage, hvor vi har taget det, så det bliver trukket ud af atmosfæren og dermed reducerer klodens farligt store indhold af CO2.
6) Jeg har udviklet en metode til at fremstille plastik uden brug af fossile brændstoffer.
7) Jeg har planer for maskiner, der kan høste planter uden at pløje, så jorden både binder mere CO2 og bliver mere frugtbar.
8) Jeg har også planer for maskiner, der kan fjerne ukrudt i bondens marker, så planterne kan vokse sig naturligt stærke uden at skulle kæmpe om jordens næring.
9) Derudover har jeg planer for maskiner, der kan høste en mark ad gangen eller slagte et dyr ad gangen, så al produktion igen kan blive lokal.
10) Og opskrifter til landmændene, så dyrene ikke længere udleder metangas.
11) Og så har jeg planer om begivenheder, der kan gøre det sjovt at genopdage og genopfinde verden på en grøn måde.
Hvis noget af det virker umuligt at gennemføre, så henviser jeg meget gerne til alle dem, som allerede har skabt de løsninger, der skal til for at gennemføre min plan. Det hele findes nemlig allerede. Vi skal bare åbne vores øjne, fokusere på løsningerne frem for problemerne og huske, at vi kan stemme hver dag med vores kreditkort.
Alt godt altid, Frederik fra Brændkjær, Kolding, Danmark, Europa, Jorden”