Business Model Book Club

Hvorfor ikke gøre Kolding til hjemsted for det sted i verden, hvor de mest interessante forretningsmodeller designes, fortælles og deles?

Det ville både løfte vores egne evner, men også tiltrække investorer og iværksættere, som kan skabe nye arbejdspladser.

Vi inviterer forretningsudviklere, designere og forfattere i verdensklasse til Kolding i en uge. Uge 46 kunne være et bud. Det er lige efter Bogmessen i København og ugen før den store nationale iværksætteruge. Vi lægger os lige mellem forretningsmodeller og fortællinger.

Der løser de sammen med os en opgave, så vi bagefter står med et utal af forretningsmodeller, der både kan løse lokale og globale udfordringer på nye måder. Og så udgiver vi dem som fortællinger. Det har verden vist ikke set endnu: Forretningsmodelfortællinger per abonnement.

Processen er simpel. Vi udpeger en udfordring, levererer en designproces der svarer på udfordringen, udvikler forretningsmodeller ud fra de bedste ideer, skriver noveller om de bedste forretningsmodeller og udgiver dem og vi designer og bygger prototyper af de nye services/produkter og udstiller dem.

På den måde giver vi alle et fælles sprog om design af forretningsudvikling, som kommer både kommunens medarbejdere, kommunens virksomheder og kommunens borgere til gode.

Hovedudfordringen kunne i første omgang være 3D print. Og under den kunne vi formulere nogle lokale udfordringer. 3D print bliver den næste revolution indenfor fremstilling af produkter. Vi går fra masseproduktion til skræddersyede produkter. Et eksempel: Automekanikere vil fremover printe reservedele fremfor at hente dem på lageret. Læger kommer til at printe organer. De gør det faktisk allerede. Det kommer til at betyde en fuldstændig forvandling af alle industrier. Dem der først skaber et økosystem eller en infrastruktur indenfor 3D print bliver vinderne.

Vi bruger en uge i løbet af 2014 til at løse udfordringen ved at designe nye forretningsmodeller. Vi benytter os af Alexander Osterwalders meget let forståelige og intuitive forretningsmodel. Hans model er blevet standarden for forretningsudvikling blandt alle frontløbere.

Hvordan påvirker 3D print de forskellige forvaltninger? Folkeskolen? House of Innovation? House of Design? Byens autoværksteder? Hvilke distributionskanaler skal opbygges, når 3D print vokser sig stort? Hvordan skal genanvendelse af materialer håndteres? Hvilke virksomheder kan vokse ud af 3D print?

Vi gør design til fortællinger som deles med verden. Det er både avantgarde og folkeligt på samme tid. Vi betinger os, at historierne kommer til at foregå i Kolding. Handlingen skal udspille sig her, så vi cementerer Koldings position som designcentrum i Danmark.

Novellerne oversættes til engelsk og så udgiver vi dem på www.businessmodelbookclub.com og skaber således en helt ny genre. Og en helt ny lokal virksomhed. Frontløbere fra hele verden kan abonnere på vores forretningsmodelfortællinger. De kan få dem som PDF eller som ebog. Historierne udkommer en gang i kvartalet eller en gang om måneden. Måske udgiver vi en trykt bog en gang om året med alle historierne.

Og så gør vi det hele en gang til i 2015. 2016. Og gør på den måde Kolding til et nyt Davos, hvor beslutningstagere mødes. Og nye værditilbud designes.

Eventen træder ind i en række af events, der har positioneret Kolding som en forestillingsrig by. Husforfatter-ordningen fik international opmærksomhed. Butiksforfatter-projektet involverede detailhandlen. Læseklubber på virksomheder er der skrevet specialer om på SDU. Kolding Krøniken lykkedes med at invitere toneangivende forfattere til Kolding.

Fortællingerne skal ud på alle mulige platforme: Husstandsomdelte aviser, TV, radio, web, smartphones, benzinstationer, busskilte, emballage, regninger. Intet medie bør udelades. På den måde gør vi det også nemmere for folk at dele fortællingerne.

Formatet er faktisk prøvet af her i Kolding. Derfor ved vi, at det virker. Nu skal det bare skaleres.

Også bragt som klumme i Kolding Ugeavis