Lad os starte med slutningen. Når bankerne er kommet på dagpenge, fupartisterne smidt i fængsel og sportsstjernerne spiser deres snydepiller lige op i fjæset på os, så er det tid til nye helte.
Playmakeren er mit bud på den nye helt.
Playmakeren i en organisation er den der gør de andre gode. Ikke kun arbejdsmæssigt, men en der løfter hele holdet på alle leder og kanter. De bedste hold har mange playmakere. De bedste playmakere er naturtalenter, men det at tænke og leve som en playmaker kan trænes.
Fotograf Palle Skov - www.palleskov.dk
Træningen gør det samme ved medarbejderne som atletiktræneren gjorde ved skuespilleren Kim Bodnia dengang han var eliteudøver. Hans polske træner sagde til ham: “Kim, i aften når du kommer hjem, så skal du som det sidste mærke din højre kind mod puden. Og når du vågner i morgen tidlig skal du som det første mærke venstre ankel mod madrassen.”
Ikke flere situps, ikke flere mavebøjninger. Fidusen var at hvis sanserne blev vækket ville de sende signal til musklerne, som dermed ville yde mere. Den eneste måde at løbe hurtigere på uden EPO.
Derfor vil playmaker-tænkningen virke som en fjeder på alle de kompetencer medarbejderne i forvejen har og fremover tilegner sig. De lærer at det er vigtigere at vinde end at have magt. Det er jo ikke sjovt at bestemme, hvis man aldrig vinder. Det er heller ikke sjovt at score alle målene, hvis holdet stadig taber.
Det er jo næsten for nemt at bruge sportslige referencer, når man bruger ordet playmaker, men lad os bare starte der. En playmaker spiller de andre fri. Dirigerer bolden/processen/opgaven rundt på banen efter nogle aftalte systemer, men han ser også hullerne i modstandernes forsvar, så pludseligt opståede chancer kan udnyttes.
Playmakeren går også selv nogle gange og klasker bolden ind i mål på eget initiativ. Men for det meste er en playmaker en der gør andre gode.
Da Michael Laudrup første gang slog en genial indenomsaflevering, som bare løb ud i græsset fordi ingen forstod den, var der mange der tænkte, at de jo ellers havde hørt han skulle være så god. Næste gang han havde bolden havde angriberne fattet det. De løb alt hvad de kunne, fordi de vidste at bolden nok skulle finde frem til dem. Og det kendetegner playmakeren. De ser muligheder på andres vegne.
Niels Bohr var en playmaker. Det var Brøndum fra Skagen også. Og Anna Amalia, Gertrude Stein og Ferlinghetti.
Hvis man i en organisation ønsker en større forbindelse mellem top og bund, gør man det ved at bruge ord og billeder der forstås af alle, og som tilbyder øget værdi for alle.
Derfor er mit forslag at holde op med at hylde topscoreren og i stedet hylde den der lægger op til målene. I sportsgrene som ishockey og basketball har man begrebet “assist”. Det vil sige at man noterer hvem der har lagt op til målet, spillet de andre fri. Det bør virksomhederne straks indføre.
Hvis alle niveauer og hjørner af en organisation mærker at her gør vi hinanden gode, så kan det både mærkes hver morgen i døråbningen samt aflæses i årsrapporten.