Skanderborg Kommunes Kreativitetsreform

Alle snakker om en kvalitetsreform, men hvad med en kreativitetsreform? I Skanderborg Kommune dobler de op med en Idéoffensiv. Alle ideer fra borgerne er velkomne. Det har man måske hørt før, men i Skanderborg sidder der faktisk nogle klar til at svare på ideerne og måske gøre dem bedre.

Kontanter kan gennemføre ideer, men det kan kontakter og kreativitet også. Derfor skal hele Planafdelingen på idéskole de næste to dage for at træne deres forestillingsevne så de kan hjælpe borgerne med at forbedre ideerne. I en verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere, er det afgørende at være dygtig til at forestille sig fremtiden og dermed gøre sig klar til den. Vi skal alle være mere adrætte rent mentalt, fordi fremtiden bringer endnu flere forandringer.

Robert F. Kennedy har sagt det så smukt: “Nogle mennesker ser verden, som den er og spørger: Hvorfor? Jeg ser ting som end ikke har været og spørger: Hvorfor ikke?”

ideoffensiv-sticker.jpg

Ikke alle ideer er lige flyvefærdige fra start, men ved hjælp af nogle mentale strækøvelser og lidt positiv særbehandling kan de brede vingerne ud. Andre ideer kommer hurtigere ud af starthullerne, men mangler måske et godt sted at lande. Derfor skal embedsmændene også trænes i social kapital. På den måde sikrer Skanderborg Kommune at ideerne bliver præsenteret for de rigtige mennesker.

Idékataloget nærmer sig efterhånden 250 ideer, men mindst lige så interessant er det at 117 af ideerne er blevet besvaret. Det er blandt andet noget af den demokratiske dynamik, som Idéoffensiven tilfører Skanderborg Kommune. Hvor der før blev rettet kommaer i lang lang tid før embedsmænd lagde noget ud til offentligheden, så foregår samtalen på Idéoffensiven nu i det åbne. Vi kan læse om den umiddelbare begejstring, forslagene til forbedring, udfordringerne til at tænke videre.

Mange af ideerne passer måske slet indenfor den kommunale ramme, men det presser kun embedsapparatet til at tænke nyt i forhold til netværk. Der er også plads til de utilfredse, dem der synes det hele er helt forkert. Og som også kan kommentere på hjemmesiden. Men efter to dage på idéskole bliver Planafdelingen hærdede udøvere af tankegangen: Begejstring avler begejstring.

Så når en hel by brainstormer er det opgaven at finde ind til begejstringen, at få øje på hvad der kan gå godt i stedet for hvad der kan gå galt, så borgerne i kommunen hele tiden kan spørge: Hvad er bedre end i går? Og svaret skulle gerne være: Skanderborg!

Måske Planafdelingen skifter navn til Departementet for Jubeloptimisme på mandag?

ideoffensiv-screendump.jpg

Leave a Reply