Museerne kan med fordel forlade mæcen-tankegangen i forhold til virksomhederne. Det er sjældent lykkedes for nogle at give virksomhederne anden værdi end spalteplads i aviserne, som den rige onkel eller en mursten med et logo på.
Men den rigtige oversættelse af kunstnernes kompetencer kan give virksomhederne et langt større udbytte end et logo på en invitation til ferniseringen eller udstillingskataloget. Feltet kaldes kultur-erhverv og er ikke nyt, men har mest været brugt som happenings, for at vise hvordan man også kunne arbejde sammen.
Men nu skal kulturinstitutionerne droppe sponsortankegangen og så gå direkte efter at være leverandør af udvikling for virksomhederne. Blive en strategisk partner.
De bedste kultur-erhverv projekter har givet masser af medieomtale til de involverede virksomheder og kunstnere, men bedst af alt, når virksomhederne kigger på deres ROI (Return-of-Investment) har den også været positiv. Virksomhederne har fået lavet et stykke konkret udviklingsarbejde, som har styrket virksomhedens produkter, positioner og personale.
Denne mulighed kan kulturinstitutionerne nu tilbyde alle de mange virksomheder der gerne vil bakke op om aktiviteterne, men som ikke kan tillade sig det, hvis de ikke får noget igen. Nu kan virksomhederne gå fra passive sponsorydelser til aktive udviklingsprocesser.
Hvis vi gør det sammen er der forretning i det for alle. Kulturinstitutionerne har positionen, netværket og kunstnerne. Jeg (og alle de andre der kan) har kompetencen i at designe og drive udviklingsprocesser i virksomheder baseret på oversættelse af kunstneres kompetencer.
Det giver også bedre kunst for kunstnerne lærer utrolig meget af at arbejde sammen med virksomhederne. Det har også været en af hovedpointerne i mine praksisforsøg. Hvor mange kun kunne se at kunstnerne havde noget at tilbyde virksomhederne, så beviste mine udviklingsprocesser at inspirationen er gensidig.
Der skal defineres en ydelse og en økonomisk størrelse på den ydelse. Indenfor den økonomiske ramme skal både kulturinstitutionen, kunstnerne og konsulenten honoreres. Konsulenten leverer ydelsen. Kulturinstitutionen får flere penge. Kunstnerne får flere penge og udvider deres netværk og kompetencer. Virksomhederne får aktive udviklingsprocesser ud af samarbejdet. Alle vinder.
Og på denne måde kan kulturinstitutionerne sætte en helt ny kadence. Sponsorater fylder ikke nok i deres økonomi lige nu, og den økonomiske fremtid for offentligt støttet kunst og kultur er usikker, så dette kunne levere tryghed til den økonomiske drift. Samt udvikle medarbejdernes kompetencer og kontaktflade.