Hej Kolding, vil du være med til at skrive en krimi?
Mord i Slicetown er titlen på den krimi, som Kolding Bibliotek har bestilt. Jeg skriver den, men jeg har brug for din hjælp. Vil du i første omgang hjælpe med at finde på et plot?
Hvis du har tid og lyst så mød op fredag den 22. august til Kulturnatten. Det foregår på Kolding Bibliotek kl. 17-20. Du kan også møde en ægte detektiv, der tager fingeraftryk og tjekker DNA-spor.
Hvis du er forhindret i at deltage i morgen, så kan du allerede nu og i løbet af efteråret deltage på de sociale medier ved at bruge hashtagget #mordislicetown – jeg vil spørge dig til råds undervejs. Der er også oprettet en Facebook-side, hvor du allerede nu kan deltage.
https://www.facebook.com/mordislicetown
Vi vil gerne involvere mange læsere, så del gerne opfordringen og del dine idéer:
Hvilket eller hvilke mord er begået? Hvor er gerningsstedet? Hvem bliver myrdet? Hvem har motiverne til at gøre det? Hvem skal opklare mordet? Hvordan ser en moderne detektiv ud? Hvordan involverer vi hele kommunen i krimien? Har du forslag til spidsfindige mordvåben? Makabre scener? Og hvad nu hvis mordet ikke er et mord på et menneske, men på noget andet. Hvad kunne det være? Hvordan får vi sammen fat i helt nye læsere?
I første omgang skal vi prøve at finde på et tema for krimien: Foregår den i mørke gyder og skumle kroge? I et fitness-center? På rådhuset? På Skamlingsbanken? Er der en massemorder på spil eller bliver mordet begået i et øjebliks affekt? Er detektiven en gammel kending eller kan vi opfinde en helt ny type detektiv? Skal der optræde virkelige mennesker i historien eller skal de allesammen være opdigtede?
Der er så mange løse ender lige nu, men du kan være med til at stramme knuden til og så kan vi binde sløjfen sammen undervejs.
Måden vi gør det på er ved at mødes – enten til begivenheder rundt omkring i kommunen eller på nettet. Efterhånden som krimien skrives bliver der brug for billeder, tips, tricks, historisk viden, forslag til replikker eller tøj, nye retninger og måske flere mord. Hvem ved? Jeg har masser af idéer, men jeg vil også rigtig gerne høre dine, så vi sammen kan skabe en Kolding-krimi.