I denne uge kunne vi igen læse, at der er en lækage hos Facebook. Men Facebook lækker ikke vores privatliv. Det gør vi selv.
For et par år siden var jeg til en internetkonference. Jeg mødte en gammel ven og hans kone og deres datter. Min gamle ven var oppe at hente kaffe, men jeg kunne jo genkende konen og datteren fra hans billedstrøm på Flickr, så jeg satte mig over til dem.
Stor var min gamle vens forundring da han kom tilbage. For jeg havde aldrig mødt hans kone og hans datter før. De billeder han havde uploadet af dem, var jo ikke tiltænkt mig, men hans nuværende venner. Min interesse gik nu heller ikke på hans kone og datter, som jeg ikke kendte, men på de mange billeder fra hans rejser. Om aftenen tjekkede jeg hans billedstrøm igen. Billederne af datteren var væk.
Selvom han var at regne for en af frontløberne indenfor internetkultur, kom det åbenbart bag på ham, at et uploadet billede på Flickr lige så godt kunne hænge nede i Føtex.
Har du nogensinde siddet til et møde, hvor deltagerne tager billeder af de andre mødedeltagere, og derpå uploader dem, så deres netværk kan følge med i hvem de mødes med? Dem, der tager sådan nogle billeder, og uploader dem, har kun spurgt sig selv om lov. Og for dem er det ok at dele den slags viden. De repræsenterer en gennemsigtighedskultur. Vi andre kan følge med i hvor de befinder sig, hvad de tænker i det sekund, hvem der står ved siden af dem, hvad de snakker om etc.
Den er jeg ikke med på. Det er ikke sundt for os at publicere os selv konstant. Jeg kan jo bare lade være med at glo, tænker du. Det er rigtigt. Men hvis jeg er med på billedet, eller var med i samtalen, så kan jeg ikke undgå delingen. Og det irriterer mig at blive sådan en gammelsmølf, for jeg er selv en svoren tilhænger af et åbent samfund og en delingskultur. Jeg efterlyser blot eftertanken. Og respekten for, at alle andre, måske, ikke er med på den. Det skulle ikke gerne være sådan, at hvis jeg ikke er med på den, så er jeg på den.
Goethe var fyrre år om at skrive om sin italienske rejse. Det tog ham fyrre år at forstå, hvad han havde lært. Dem der rejser Italien rundt i dag, tweeter måske fyrre gange om dagen. Det er forskellen.
Vi har fået en gave med de sociale medier. Vi kan dele vores idéer med hele verden. Vi kan også dele vores ID’er. Folk der har læst “Tempo” holder heldigvis ikke op med at dele idéer, men de holder nok op med at dele deres ID’er.