129 millioner bøger – og så lige en til: Min!

Google har netop opgjort verdens samlede antal bøger til 129 millioner. Måske er tallet større, måske mindre. Jeg kan i hvert fald ikke nå at læse 129 millioner bøger. Det kan du heller ikke, og nu beder jeg dig ovenikøbet om at læse en til. Jeg har nemlig skrevet en: Tempo.

Skærmbillede 2010-09-03 kl. 17.20.45

Sitet her kommer til at fokusere på romanen de næste par måneder. Forlaget EC Edition udgiver bogen.

Her kan du læse bagsideteksten:

“Sikke en pragtfuld lejlighed. Hvilket årstal står der egentlig på den tidslomme, du har vakuumpakket dig ned i – og lukket indefra?” spurgte Gunningham med et bredt smil.

“1969,” sagde Stina.

“Det var det år, internettet blev opfundet. Det er sgu da ironisk.”

“Jeg tænker mere på månerejsen. Vores farfar har altid fortalt os, at det var det år, mennesket gik fra at være ydmyg til at være indbildsk”.

Tempo er en hæsblæsende fortælling om, hvordan et enkelt museklik kan vende op og ned på menneskers liv i løbet af et splitsekund.

Ebbe Salto får af sin mormor at vide, at alting ikke er, som, han tror, det er. Mormoren har hørt nogen sige noget på det lokale marked om Ebbes familie – en 200 år gammel urmagerslægt.

Samtidig er der nogen på det globale internet, der påstår, at en tjekkisk forfatter (Ebbes yndlingsforfatter) var stikker under kommunismen.

Begge meddelelser sætter kædereaktioner i gang, som i løbet af få dage smelter sammen, og Ebbes liv er for evigt forandret.

Ved hjælp af de nye sociale medier som Facebook, Twitter, Google Maps og Flickr vokser en folkedomstol frem, der anklager, dømmer og forfølger den tjekkiske forfatter. Men er han overhovedet skyldig?

Leave a Reply