Skanderborg Kommunes Idéoffensiv har affødt 717 ideer, som borgerne selv har tastet ind i løbet af perioden fra 21. juni til 11. september. Embedsmændene har nu mere end travlt med at kategorisere alle ideerne, så de kan blive forelagt byrådet den 28. november. Inden de når frem til byrådet har de været behandlet i de faglige udvalg, så byrådet bliver præsenteret for en række anbefalinger.
Skanderborg Kommune ønskede at føre en offensiv rolle i udviklingen og realiseringen af borgernes ideer. Jeg er meget stolt over at være med i dette projekt, som i den grad indeholder demokratisk dynamik.
Idéoffensiven har holdt en kort pause – men nu er ideer til planstrategien allerede afløst af en idéoffensiv til handicapområdet.
Det er naturligvis ikke alle indkomne ideer som Skanderborg Kommune har mulighed for at løfte selv, men så bruger kommunen sit netværk og sender ideerne de rigtige steder hen. Kontanter kan gennemføre ideer, men det kan kontakter og kreativitet også.