“Vis mig den vinkælder, hvor jeg ikke kan bunde!” Holger Drachmann rejste sig i fuld højde og søgte mod den kælder som Erik Brøndum fortalte stod under vand. Han vendte tilbage med strandingsvin og aftenmåltidet på det senere så berømte Brøndums Hotel var reddet. Drachmann var en mand efter Brøndums smag. H.C. Andersen havde også været på besøg i Skagen, men han kunne ikke tåle røg, og han skulle hele tiden græde. Da Drachmann efter nogle dages ophold gjorde klar til at rejse videre fordi pengene var sluppet op, tændte Brøndum sin pibe og åbnede en forsigtig forhandling af nogle af Drachmanns tegninger.
Brøndum vidste hvad nutidens projekter om kulturelle iværksættere endnu ikke har opdaget. Der er ikke brug for kurser, der er brug for kunder. Brøndum og Drachmann indgår en handel. Drachmann får hele opholdet betalt af sin kunst. Og fortæller med begejstring sine venner i København om dette fantastiske sted. På den måde grundlægger Erik Brøndum Skagens tiltrækningskraft på kunstnere. Det smukke lys gør det ikke alene. Der er også brug for forståelse.
Den amerikanske økonom Richard Florida, som har fået afgørende betydning for, at der kan snakkes om den kreative klasse, peger på tre væsentlige parametre for vækst: Talent, teknologi og tolerance.
De fleste hopper glad med på de to første og tænker at to ud af tre, må da være bedre end slet ingenting. Fidusen er bare, at Florida har fundet ud af væksten trives kun, når alle tre er i spil samtidigt. Så det gælder altså om at hænge sine fordomme i garderoben.
Det gælder om at bevare sin åbenhed, selvom det kan være svært. Jo mere jeg kigger på de miljøer, der har skabt udvikling i historien, jo mere synes jeg det ser ud som om, det handler om at invitere fremfor at innovere. Vær med til at gøre andre gode. Det handler ofte om at være uegennyttig – at træde et skridt tilbage, for at andre kan træde frem.
Niels Bohr samlede de dygtigste forskere – deriblandt Einstein – på hans berømte københavnerskoler i 1920’erne på Niels Bohr Institutet for at få has på atomfysikken.
Gertrude Stein serverede i 1920’ernes Paris blommevin, når hun holdt hof for Picasso, Hemingway, Joyce, Fitzgerald, Matisse og Toulouse-Lautrec.
Sylvia Beach samlede mellemkrigstidens litterære generation i sin boghandel Shakespeare & Co. i Paris. Hun lånte bøger ud til Hemingway, Ezra Pound og James Joyce. Hun udgav endda Joyces “Ulysses”.
Svend Olufsens mor åbnede godset Quistrup ved Struer for iværksætterne Peter Bang & Svend Olufsen samt deres legekammerater fra Aarhus Tekniske Skole. Hun lagde endvidere pengene fra salget af æg til side for at finansiere Bang & Olufsens spæde start.
Lorenzo de Medici sørgede for mandelkiks til både Leonardo da Vinci og Michelangelo, når han udfordrede dem til kunstnerisk duel.
Ferlinghetti samlede Beat-generationen – Allen Ginsberg, Jack Kerouac, Willam Burroughs – i sin boghandel City Lights i San Francisco. Han udgav Ginsbergs “Howl” i 1956 og gik i retten for at sikre udgivelsen, som de amerikanske myndigheder ville forbyde på grund af frække ord.
Hertuginde Anna Amalia fra Weimar har en hel regions vækst på samvittigheden fordi hun inviterede til the. Weimar oplevede en guldalder i slutningen af 1700-tallet på grund af Anna Amalias saloner. Byen blev en talentmagnet for Europas talenter, som kom forbi i håbet om at møde Goethe og blive inviteret til the hos Anna Amalie. Weimar har gennem tiden været hjemsted for Schiller, Luther, Bach, Herder, Wieland, Schopenhauer, Listz, Schweitzer, Zeiss, Nietsche, Dietrich, Gropius, Kandinsky, Mann og mange flere.
Derfor skal du gøre de andre gode.
Teorien ”Six degrees of Separation” handler om, at der kun er seks led imellem alle mennesker på kloden. Uanset hvem vi ville tage ud, helt tilfældigt, så er der kun seks led imellem os.
Prøv selv. Hvor mange led er der mellem dig og statsminister Anders Fogh Rasmussen, modemanden Erik Brandt og så fotomodellen Renée Toft Simonsen.
Dem, du kontakter skal vide, hvem du er, når du henvender dig. Det er ikke nok at kende til nogen, de skal også kende til dig.
Men der er forbavsende få led. De fleste har et eller to led til landets statsminister, fordi vi kender næsten alle sammen en eller anden, som er involveret i politik eller journalistik. Og de fleste har mellem to og tre led til Erik Brandt og det samme til Renée Toft Simonsen. I første omgang går det måske lidt trægt, men hvis du begynder at rode lidt i dit arkiv over familie, venner, bekendte, kollegaer og så videre, så finder du hurtigt ud af, hvor få led der er.
Hvad kan man så bruge det til? Jo, hvis man virkelig har noget på hjerte og ønsker at få noget gennemført, så kan det altså godt betale sig at være åben og have mange kontakter til verden.
Anders Fogh Rasmussen er jo kun et led væk fra alverdens topledere. Erik Brandt er kun et led væk fra David Bowie og Mick Jagger og Renée Toft Simonsen er kun et led væk fra Frederik og Mary.
Det gælder om at bevare sin åbenhed, selvom det kan være svært. Den amerikanske forsker Robert Putnam fortæller i sin bog ”Bowling Alone”, at et stigende antal amerikanere bowler alene. De tager en skinnende jakke på, et par sjove sko under armen og så drager de mod bowlingcentret. Problemet er bare, at når de laver en strike og vælter alle kegler på en gang, så er der ikke nogen at juble med.
Og det er skidt for et samfund. For når det modsatte er tilfældet, når der er mange at juble med, så er den sociale kapital høj.
Social kapital betyder summen af ens forbindelser til verden. Jo flere forskelligartede forbindelser man har til verden gennem familie, job, uddannelse, sport, fritid, musik og så videre, jo højere social kapital har man. Jo flere forbindelser man har til verden, jo nemmere er man at finde og dermed er man mere attraktiv.
Så ud og find dig nogle mærkelige venner. Nogen der ikke tænker som dig selv, nogen som går op i helt andre ting, end du gør, og som kan udfordre dig, så din hjerne ikke løber tør for brændstof.
For ifølge Putnam sikrer høj social kapital både højere vækst, lavere kriminalitet og længere levetid.
Det er da tre ting, der er værd at stå op om morgenen for.