Døden er irriterende absolut. Jeg synes ikke rigtig, jeg begriber, når nogen dør. Det er som om, det kun går op for mig, at de er døde, fordi de bliver ved med at være døde. Jeg ser dem ellers overalt. Støder på deres smil, håndbevægelser, idéer, formuleringer og kindkys.
Det bedste kindkys jeg har fået i mit liv, har jeg fået af Allan Tølle. Min skønne, smukke ven, som jeg desværre mødte alt for sent i livet, og mistede alt for tidligt.
Til en Peter Belli koncert i Vega stod vi og slog takten an med fødderne. Jeg var blevet gift med Rikke, og jeg havde hyret Peter Belli til at synge ved brylluppet. Som en overraskelse for både brud og gæster. Kort efter brylluppet var der koncert med Belli i Vega, og mange af gæsterne fra brylluppet tog med til koncerten.
Allan og jeg røg cigar. Min cigar i venstre hånd. Allans cigar i højre hånd. Og så stod vi der. Skulder ved skulder. Musikken tog over, hvor ordene slap op. Alt var godt. Allans leukæmi var slået ned. Han var helbredt. Han havde fået en datter. Han sendte mig et kæmpesmil. Jeg smilede tilbage og kiggede igen op på scenen. Så kunne jeg mærke en arm om min skulder. Allan trak mig ind til sig og gav mig et kys på kinden med sugekopstyrke.
Det kindkys er gudskelov lige så absolut som dødens indtræffen.
Seks år tidligere lavede vi radio sammen i vores barndomsby Tåstrup. Radio Feedback var navnet. Det foregik på øverste etage i en bygning på Borgerskolen. Studieværterne var primært unge mænd, der lige var trådt ind i tyverne. De fleste havde gået på Borgerskolen, Rønnevangsskolen og Realskolen. Og kendte til hinanden på kryds og tværs. Allan Tølle kendte jeg dog ikke, men det kom jeg til. Han blev hængende en aften, hvor jeg sendte mit program “Bragesnak”. Og vi blev venner på et sekund. Nogle gange møder man et menneske, som man bare kan med. Og som man ved, man vil kunne sammen med resten af livet.
Alt var godt. Og så en dag blev Allan frygtelig træt på en cykeltur. Han kunne næsten ikke træde pedalerne rundt. Afsted til lægen. Blodprøve. Og så på Herlev. Med det samme.
Vi var kun lige blevet venner, og nu var han dødeligt syg. Nu var alt ikke længere godt. Vi besøgte ham på hospitalet. Og jeg fandt ud af, hvor stort og rummeligt et menneske Allan Tølle var. Besøgstiden blev udnyttet til sidste sekund. Der var fuldt hus på Herlev hver dag. Og midt i alvoren og sorgen var Allan også den, der kunne løfte stemningen hos os andre.
Så hvordan kunne vi hjælpe ham? Når besøgstiden var slut? Når han lå der alene om aftenen på 21. etage med udsigt til Tåstrup, hvor vi lavede radio? Vi blev enige om at sende en kode. Vi valgte TV-2 med “Blod, sved og tårer”. Ingen hilsener. Kun musik.
Så vidste vi, at han ikke var helt alene derude på Herlev. At han kunne høre og mærke vores kærlighed, når Steffen Brandt sang: ”Jeg vil have blod, sved, tårer og glæden tilbage igen. Jeg vil have blod, sved, tårer og livet tilbage igen. Jeg vil have blod, sved, tårer og håbet tilbage igen.”
Vi spillede den program efter program. Aften efter aften. Og i dag spiller jeg den stort set aldrig. Det er næsten for hårdt at høre den. For det prikker så sindssygt hårdt under huden og gråden melder sig. Ligesom den gjorde til Allans begravelse, hvor præsten i Rønnevangskirken tillod radiodrengene at spille sangen i kirken. Og Allans bedste ven, Jesper Søefeldt, sagde de ord, vi alle kunne tænke os at sige om Allan.
På vej fra kirken og ind til hotellet skrev jeg en mail på min Nokia Communicator. Jeg skrev til TV-2’s bookingbureau. Og fortalte dem hvilken betydning deres sang havde for Allan og os. Og inden vennerne mødtes om aftenen på en café på Rosenvængets Allé, fik jeg en meget rørende mail fra Steffen Brandt. Den kunne jeg heldigvis læse op for alle Allans venner om aftenen.
Og det lindrede lidt, men vi ville jo hellere have blod, sved, tårer og Allan Tølle tilbage igen.