Livet slår gnister, når jeg lærer noget. Jeg længes efter flere hjerteslag, når jeg lærer noget. Og det sker heldigvis tit.
Det sker, når jeg opdager, at hvis jeg har et æg og du har et æg – og vi bytter. Så har du et æg, og jeg har et æg. Men hvis nu du har en idé, og jeg har en idé – og vi bytter. Så har du to idéer, og jeg har to idéer.
Det sker, når jeg læser, at hele den rustfri stålindustri i Vejle Amt og dermed det meste af fødevareproduktionen i min region skyldes, at ingeniøren fra København tog på højskole i 1885 og blev forelsket i borgmesterens smukke datter fra Kolding – og derfor åbnede sin første maskinfabrik i Kolding.
Det sker, når jeg selv tager på højskole og opdager, at der er flere end mig selv, som heller aldrig har været i nærheden af døden, men som dagligt kan blive boblende berusende glade over at være levende.
Det sker, når jeg læser Joey Reimans bog om, at man kan leve af at få idéer, og så beslutter selv at gøre forsøget.
– Den kan jeg bruge til noget, siger min datter på fire år hver gang hun samler en sten, gren, ølkapsel eller noget helt andet op fra jorden og putter det i lommen.
Og det kan jeg godt forstå. Sådan har jeg det med viden. Jeg læser alt fra persisk poesi til postordrekataloger. Fra universitetsrapporter til ugeblade. Alt kan bruges i min verden.
Man lever, så længe man lærer. Det er mit credo her i livet.
Og jeg oplever viden som magnetisk. Jo mere viden, jeg har, jo lettere tilegner jeg mig mere viden. Og så kan jeg godt lide at gøre gammel viden dynamisk i mødet med ny vi-den.
En balsamico-eddike, der har lagret i 12 år har faktisk spor af flere hundrede år gammel eddike. Balsamicoen bliver nemlig flyttet fra kar til kar, mens den lagrer. Så når et kar har lagret i seks måneder, flyttes halvdelen af indholdet videre til næste kar og på den måde bliver gammel og ny eddike konstant blandet. Så den balsamico-eddike, du netop har købt, indeholder måske 1/10000 del af en eddike, som også Goethe har haft fornøjelsen af til sin frokost i 1795.
Som helt ung traf jeg en beslutning om at klare mig igennem tilværelsen uden en uddannelse. Det var nu ikke, fordi jeg ikke var interesseret, men jeg kunne bare ikke finde en uddannelse, der interesserede mig nok, og så vurderede jeg tidligt at biblioteket kunne skaffe alle bøgerne hjem uanset hvilket emne, der interesserede mig.
Et bibliotek har altid stået for mig som det smukkeste bygningsværk. Det handler ikke om murstenene og æstetikken. Det handler om adgangen til viden. Hemingway lejede sine bøger hos Sylvia Beach i den legendariske boghandel Shakespeare & Co. i 1920’ernes Paris. Der var ikke gratis adgang til bøger, som der er i vore dage, og han havde ikke råd til at købe dem.
”Erfaring er min elskerinde,” sagde Leonardo da Vinci, og jeg har selv fulgt samme indstilling. Et andet godt råd, jeg modtog i en ung alder, var fra den udskældte finansmand Klaus Riskær Pedersen. Jeg så ham i en tv-udsendelse, hvor han sagde: ”Du skal beskæftige dig med noget, du kan lide. Det du kan lide, bliver du god til. Og det du er god til, kan du tjene penge på.”
Det råd har jeg fulgt i ekstrem grad. Jeg besluttede mig tidligt for, at jeg vil leve af det, jeg lever for. Derfor har jeg altid kun haft jobs, der virkelig interesserede mig. Og jeg har op-søgt mine læremestre efterhånden, som jeg fik øje på dem.
Hyperlinks på internettet, som gjorde det muligt at springe fra emne til emne med et klik med musen, var en revolution for mig. Hidtil havde jeg siddet med fingrene inde i mit to-bindsleksikon fra Gyldendal og med stort besvær og trætte underarme bladet frem og tilbage mellem de emner, der optog mig.
Pludselig kunne man foretage spring i sin tænkning.
Måger har altid interesseret mig. Havmågen, eller Svartbagen som den hedder, synes jeg er majestætisk. Men den førte mig pludselig fra fisketure med min bedstefar i Tuborg Havn til Jonathan Livingston Havmåge, til journalist Stig Olesens beretninger om, at måger før 2. verdenskrig blev betragtet som en delikatesse ved den nordvestlige kyst af Jylland. Fra Anton Tjekhovs drama ”Mågen” til Montgomery Clift som satte stykket op i Actor’s Studio og til at Clift, efter et besøg i Prag, altid bar et billede af Franz Kafka i sin pung. Og fra Prag til Vaclav Havel og til, at Niels Barfoed besøgte ham i Prag for at overrække ham Politikens Frihedspris, og spiste cornflakes til whiskyen som erstatning for peanuts.
Disse springture har overbevist mig om, at man ikke kun bør spise varieret, men også indtage viden varieret.
Læring kommer i positive doser. Vi er sikkert på forhånd disponeret for visse udvalgte læringsformer, som kan udvikles særligt hos os, men jeg er ret sikker på at dygtige en-gagerede lærere er mere udslagsgivende.
Det mest kritiske tidspunkt i vores læringsforløb, tror jeg, indfinder sig tidligt på læringskurven. Her skal der guides positivt. Man bliver ikke ukuelig af at blive kuet, og det er tydeligt at se, at mennesker, der har fået at vide, at de duer, har nemmere ved at få øje på det, som andre duer til.
Fodboldlandsholdstræner Sepp Piontek og anfører Morten Olsen var efter stortalentet Michael Laudrup i løbet af hans karriere. De syntes ikke, han var disciplineret nok, og at han skulle yde noget mere på banen. Men de forstod ham slet ikke. For de syntes, han skulle lære, hvad de havde lært.
Men Laudrup skulle ikke lære disciplin. De skulle lære at lege. Han havde faktisk endnu større ambitioner end dem.
Og så gælder det også om at have fokus på tallene før kommaet i stedet for efter kommaet. Det gælder om at tænke selv i stedet for hele tiden at forlade sig på andres vurderinger. Der er i dag flere kunsthistorikere end der er kunstnere. Jeg ved ikke, hvornår balancen skiftede, men det betyder, at der i dag er flere til at anmelde og omtale, end der er til at skabe kunst. Det har den effekt, at der i boghandlen og på bibliotekerne står flere bøger fremme om Goethe end af Goethe.
Alt hvad jeg laver rent arbejdsmæssigt, skal involvere et element af oplysning. Deltagerne i mine processer skal lære noget. De skal mærke den lykkelige sitrende fornemmelse af at lære noget. Og jeg synes, der er brug for det, for jeg oplever, at vi er begyndt at tiljuble de talentløse.
Ligesom det handler om at tage tegninger fra børn lige i det øjeblik, de går fra at være kunst til at være en krusedulle, så handler det også om at lægge mikrofonen fra sig nogle gange. Jeg tænker tit over, hvor begavet personer som Niels Bohr, Albert Einstein og Karen Blixen fremstår. Men det er jo blandt andet, fordi de så sjældent fik stukket en mikrofon i hovedet, og fordi de foretog deres korrespondance og videnskabelige og litterære produktion ved hjælp af langsomme redskaber som en fjerpen eller en skrivemaskine uden slettetaster. De tvang sig selv til at tænke sig grundigt om, inden de sagde eller skrev noget, for de var klar over, at chancen ikke med sikkerhed ville byde sig igen.
Jeg har selv gået med tankerne omkring hastigheden hvormed vi kommunikerer, og at denne hastighed måske slog noget af den velovervejethed ihjel vi måske har brug for. Jeg har ofte oplevet “ring i stedet for at skriv” kommentarer, og har da også ofte givet efter, selv om jeg mest har haft lyst til at skrive – beskrive min problemstilling. Af to grunde:
Et, at gennemtænke og formulerer, for derved at kunne gribe over et større emne eller problemstilling.
To, at kunne dokumentere og “huske”. For mig har tanken været “talk is cheap” – fordi det ofte forekommer for nemt at “afleverer” budskabet hurtigt over telefonen…
Hej…
Jeg arbejder for en meget innovation kvinde, som tænker i internationale communities, hvor det vil være muligt at have dialog mellem brugere og udbyder – at dele guldkorn og innovative idéer og sund fornuft kloden rundt med hínanden.
Hendes navn er Henriette Birk, og træffes på 40 55 76 75, hb@b2r.dk .
Venlig hilsen
Konni Jensen
Kåre – ja, jeg husker også ting bedre, når jeg har skrevet dem ned. Rigtige noter bliver måsket lagret på en sikrere måde end mentale noter.
Konni – Skønt for dig, og tak for tippet.
Det med at skrive tingene ned, for at kunne huske dem bedre, har noget at gøre med at man i den proces overfører viden fra ens korttidshukommelse til ens langtidshukommelse. Så man kan jo sige bare det at skulle tænke sig om med at formulerer viden hjælper her!