Ny bog: Danmarkskortet er før blevet ændret uden hverken folkeafstemning eller militær intervention

Det skulle bare have været en bog om den lokale historie i bydelen Brændkjær, men undervejs dukkede der et stykke Danmarkshistorie op.

Den 19. juni 1427 satte Fru Jytte nemlig sin underskrift på et pantebrev og ændrede Danmarkskortet for evigt. Brændkjær Mark, der lå i hertugdømmet Slesvig, blev en del af kongeriget og skabte grundlaget for den bydel, vi kender i dag med mere end 6.000 borgere. Men hvem var Fru Jytte? Hvad var det hun gjorde? Og hvad kan vi bruge historien til i dag?

Vi skal glemme alt om røverhistorien om Fru Jytte, der kom for sent over broen, fordi bymændene i Kolding stillede på kirkeuret. Sandheden om godsejeren Fru Jytte er langt mere kompleks og dramatisk. Det minder mest af alt om et middelalderligt Matadorspil der er gået amok og Brændkjær mark, der dengang lå i Slesvig, spiller en afgørende rolle.

Når vi siger, at sådan er det bare, så glemmer vi at tilføje, at sådan er det bare….blevet. Min ambition med bogen har derfor været, at gøre især unge nysgerrige på, hvordan de kan være med til at lave om på verden. Fru Jytte spurgte ingen om lov, og det behøver de heller ikke altid at gøre.

Hvad var det så Fru Jytte gjorde? Hun gjorde kongeriget større. Før hende lå Brændkjær i Slesvig, og kort tid efter hendes død blev Brændkjær via Kolding Byfred gjort til en del af kongeriget Danmark.

Det hele skete uden at der blev løsnet et eneste skud, eller afholdt nogen form for folkeafstemning. Min påstand i bogen er, at det hele var en plan udtænkt af Fru Jytte, og jeg forsøger at fremlægge nye beviser, der bakker hendes ambition op. Vi kan derfor stadig lære af Fru Jytte, selvom det snart er 600 år siden, hun underskrev Brændkjærs dåbsattest.

Jeg håber, at Fru Jytte bliver hyldet ovenpå denne bog, og at den vej, der er opkaldt efter hende, igen bliver lige så lang, som den var i 1950’erne. Nu er det blot en lille sidevej. Det kan vi ikke være bekendt.

Bogen afslører også, hvilken adelig familie Fru Jytte kom fra, hvorfor hendes mand blev kaldt Sønderjyllands ukronede konge, hvilken fornærmelse hendes sørøversøn fik smidt i hovedet af kongen, hvor den nordligste borg i Slesvig lå, hvilke andre glemte kvinder, der har spillet en rolle, og hvor overraskende stor Brændkjær Mark egentlig var i 1452.

Brændkjærs Beretning bind 1 handler om perioden fra den ældre jernalder til 1894, hvor Christen Steffensen købte Brændkjærgård på tvangsauktion af Rudolfmine Nissen, som i 1860’erne havde bygget den første Brændkjærgård sammen med sin mand, gæstgiver Peter Nissen, der ejede et hotel, lige der hvor tøjbutikken Kul & Koks ligger i dag.

Brændkjærs Beretning bind 1 på 211 sider er udkommet. Den koster 200 kroner og kan købes i Bog & Idé, Books & Beans, supermarkedet Meny eller ved at sende 200 kr. til mobilepay 91964. Bogen er også købt hjem til flere biblioteker.

Kontakt:

Carsten Borch, 26187002, cb@carstenborch.dk