Båltale om samfundshjælperen – Binderup Strand 2025
Denne øloplukker tilhørte min bedstefar. Han kaldte den for en samfundshjælper, og det kalder jeg også ham.
Hans Christian Gunnar Borch var både formand for beboerforeningen på Ndr. Fasanvej, tillidsrepræsentant på Thor Vask, frihedskæmper og jernbanesabotør under 2. verdenskrig. Jeg kan aldrig leve op til hans mod og hans bedrifter som frihedskæmper, men jeg kan gå i hans fodspor og være en samfundshjælper på daglig basis.
En samfundshjælper får ikke penge for at hjælpe samfundet. Samfundshjælperen får mere end penge ud af det. Samfundshjælperen får mere solidaritet med sine omgivelser. Solidaritet er alt for lækkert et begreb til at fagforeninger kan holde det for sig selv.
Vores beslutningstagere har i alt for mange år snakket om, at vi skal sætte borgeren i centrum, men det kan borgeren slet ikke håndtere. Vi bliver selvoptaget af det, accepterer ikke samfundets anbefalinger og går og retter unødigt på hinanden. Egoisterne, hår-i-suppen-typerne, sofakrigerne og mandagstrænerne har fået alt for gode kår. Smålighed smitter nemlig, og for mig lyder det fjoget, når folk hele tiden siger noget for noget.
Jeg synes vi skal sætte samfundet i centrum.
At være optaget af sig selv bringer nemlig ingen lykke, men at være optaget af at indgå i et større samspil øger samhørigheden, og der ligger lykken. Man bliver ret så lykkelig, når man oplever at andre er solidariske med dig og din samfundsdrøm. Når de holder med dig og har din ryg i både medgang og modgang.
På bagsiden af min bedstefars samfundshjælper står navnet på den fagforening, hvor han var tillidsmand. Jeg er ret sikker på, at min bedstefar også ville hæfte solidarisk på samfundets vegne i dag, ligesom han gjorde det i de dage under besættelsen, hvor ganske få mænd og kvinder begyndte at kæmpe imod besættelsesmagten. Den 4. maj 1945 gik alle jo nærmest med armbind og fremstod som om de havde været med hele vejen, men det passer jo ikke. Det var nogle ganske få mennesker, der fik det til at se ud som om de var mange.
Tordenskjolds soldater var også få, men de fik det selvfølgelig også til at se ud som om de var mange. I 1719 gik Tordenskjold i land i Marstrand i Sverige. Han fortalte den lokale kommandant, at han lige så godt kunne give op, og så gik Tordenskjold og kommandanten en tur sammen i byen. Ved hvert gadehjørne stod Tordenskjolds soldater, men det var de samme soldater de mødte igen og igen, for de løb fra hjørne til hjørne for at få det til at se ud som om de var mange. Det opdagede kommandanten ikke og derfor overgav han sig til den tilsyneladende overmagt.
Samfundshjælpere skal altså acceptere, at de ligesom Tordenskjolds soldater og frihedskæmperne under krigen til at starte med er de få, men hvis visionen deles af nok vil opbakningen over tid vokse og en dag, nærmest ud af det blå, er de få blevet til de mange. Det kræver stamina og accept af de mange mikrohandlinger, som ikke rigtigt syner af noget til hverdag, men som, når du kigger dig tilbage, danner et perfekt mønster.
Tålmodigheden er samfundshjælperens største fjende, for hvonår kommer opbakningen? Hvornår er vi mange nok?
Hver gang jeg lige er ved at miste tålmodigheden skal jeg bare se på den nuværende amerikanske præsident, så får jeg ekstra energi. For hvis han har tid til at lede efter selv den mindste negative sandhed og blæse den op til noget, der fylder hele sendefladen, samtidig med at han hver dag finder tid til at smøre selv ind i orange selvbruner, så har jeg også tid til at finde selv den mindste positive sandhed og blæse den op, så den fylder hele sendefladen.
Sådan har vi gjort i Brændkjær. I 2017 holdt vi et fiktivt rejsegilde for Brændkjærhallen. I dag står hallen der, men dengang var det på ingen måde sikkert, at den ville blive bygget. Vi inviterede alligevel til et fiktivt rejsegilde med taler og sange og børnene spillede bold og badminton på græsset lige der hvor der i dag spilles bold og badminton inde i hallen.
Vi lod som om vi allerede var i mål og sagde til os selv og hinanden: Vi har nok at mødes om, vi mangler bare et sted at mødes i.
Den delte vision er et vigtigt redskab for samfundshjælpere, uanset om vi vil bygge en hal, en lokalidentitet, et spillested, en grejbank til haveejere eller genopdrage os selv og hinanden i kun at lukke lort ud i lokummet og ikke vatpinde eller måtter, så vi alle kan komme ud og bade uden at stå i lort til halsen.
Den positive prikkerunde virker også. Kunne det ikke være fedt, hvis du stod for…? Har du ikke lyst til at hjælpe med at….? Den sætning har jeg brugt igen og igen, for det at få øje på muligheder på andres vegne er en træningssag, og taknemmeligheden vokser på begge sider af budskabet. Den, der bliver spurgt, bliver glad og den, der spørger, bliver også glad.
Vi praktiserede også mandatfri ledelse i mange år. For 10 år siden var ingen af os jo valgt ind i nogle foreninger, for foreningerne fandtes ikke engang, men vi meldte bare en masse ønsker ud og så gik vi i gang med at lave aktiviteter, der ikke krævede tilladelser af andre end os selv.
Der er nemlig ret meget magi i initiativ. Når man gør noget så sker der noget. Og nu er vi flere foreninger i Brændkjær, den største har mere end 600 medlemmer og i fredags løb mere end 60 voksne og børn rundt i hallen og bankede, borede, pudsede, vaskede og ryddede op for vi har ikke nogen halinspektør. Vi er allesammen halinspektører.
Det er altså nemt at lave om på et samfund, hvis du sætter samfundet i centrum frem for at sætte borgeren i centrum.
Og hvis du vil ind i samfundets tjeneste og være folkevalgt har det heller aldrig været nemmere. Du kan blive kandidat i løbet af ganske få dage. Der er nemlig så få medlemmer af de politiske partier, at de fleste partiforeninger tager imod nye kandidater med kyshånd.
Ligesom min bedstefar prøver jeg at være en samfundshjælper på min måde, for hver by har stadig sine hekse og sine trolde, men dem kan vi altså stadig fra livet med glædesblus holde. Det er nemt at holde en skåltale og en båltale. Det svære er at leve dem, men hvis du bruger tiden og passer på samfundet, så passer det også bedre på dig.
God fornøjelse med at være samfundshjælper og leve nogle flere skåltaler frem for blot at holde dem og god Sankt Hans aften.
