Denne bog er til alle jer, der gerne vil stifte bekendtskab med innovationsprocesser for første gang eller som føler sig talt hen over hovedet af smarte kuglelyn, der får fuld plade i bullshit-bingo, hver gang de åbner munden.
Jeg kan falde i søvn stående, når jeg hører ordet innovation. Men. Livet slår gnister, når jeg er en del af en innovationsproces. Derfor blæser jeg til kamp. Listen af udfordringer, som kommuner, klubber, kommercielle virksomheder og kloden står overfor er jo kolossal. Derfor nytter det jo ikke noget, at vi har gjort det besværligt at bidrage til innovation. Jeg har mødt mennesker, der i ramme alvor har snakket om innovationsacceptansgraden og inkrementel innovation. Begge dele lyder som noget, man burde snakke med sin læge om.
Det er faktisk både sjovt og meningsfyldt at forbedre noget for nogen. Gøre forbedring større end forandring, som er det innovation handler om. Min definition af ordet innovation lyder: øget værdi gennem nytænkning. Vi øger værdien ved at have fokus på tallene før kommaet. Tallene efter kommaet har ikke særlig stor værdi, men det er dér, vi havner, når vi gør innovation besværligt at bidrage til. Og det har vi gjort ved at akademisere det.
Så her er min håndsrækning: 1925-modellen. 1925-modellen er ligesom spar fem i kortspillet Casino. Den rydder bordet for akademisk fnidder og gør det muligt for alle at bidrage til andres eller lede egne innovationsprocesser.
Hvis du læser denne bog fra ende til anden, og accepterer de mentale strækøvelser, du skal foretage undervejs, forstår du også, hvilke processer, idéer skal igennem fra tanke til værdiskabende handling. Så kan du meget bedre se dig selv i processerne, og dermed både få et overblik til at lede innovationsprocesser, og få indblik i, hvordan du lettest kan bidrage til andres innovationsprocesser. Når alle lykkes, så kan alt nemlig lykkes.
1925-modellen har betalt min husleje de seneste ti år, så måske kan den også være med til at betale din? Dette er ikke en manual for nytænkning, for det i sig selv er jo en vits, og der findes så afgjort andre metoder og modeller, som du kan bruge, men den her måde at arbejde på har virket for mig. 1925-modellen har ikke kun betalt min husleje i ti år. Den har også skabt 161 produkter på én dag, givet ledige 12-taller på en innovationsuddannelse, bragt Skanderborg Kommune i KL’s innovationsfinale og været medvirkende til at trække arbejdspladser tilbage til Danmark.
Lad os pille bullshit-bingoen ud af begrebet innovation. Vores billet til denne smukke planet er ikke en fribillet. Vi har alt for mange udfordringer, som vi ikke engang kender svaret på endnu, så vi har ikke råd til at gå glip af gode idéer. Derfor skal vi have så mange som muligt med.
Vil du med?
Bogen kan bestilles hjem hos alle danske boghandlere eller købes på nettet.
1 comment for “1925 MODELLEN”