“Jeg vil have en cigar,” råbte Ebbe Rode. Og jeg fløj op op op af lænestolen og stavrede målbevidst, men uden retning, rundt på sildebensparketten i den store lejlighed på Østerbrogade 19 med udsigt til Søerne.
Jeg kiggede på dansk teaters grand old mand i håbet om en graciøs håndbevægelse fra hans side, så jeg kunne forstå, om han havde en cigar, jeg skulle finde, eller om jeg skulle haste ned på Østerbrogade i håbet om at kunne købe en cigar.
Men han sad blot og ventede på at cigaren skulle finde ham. Efter et minuts hektisk søgen fandt jeg en cigarkasse på en hoftehøj bogreol. Chicago No. 1 stod der på den lave trææske. Jeg bragte æsken hen til den store mand, som jeg beundrede og var stolt over at være i stue med.
“Vil De ikke også? sagde han med den graciøse håndbevægelse, jeg havde håbet på tidligere.
Jeg havde aldrig så meget som pattet på en cigaret i hele mit dengang 23-årige liv, men hvad gør man, når Ebbe Rode byder på en cigar? Så jeg tog en cigar og satte mig tilbage i lænestolen.
Mildere, men stadig bestemt, blev jeg bedt om at hente to Sort Guld i køkkenet. Derude stod en fin guldmalet 12-flaskers Faxe Fad ølkasse fyldt med Sort Guld.
Tilbage i lænestolen med to stuelune opskænkede øl i hvert vores glas iagttog jeg, hvordan Ebbe Rode stak cigaren ind i munden, bed spidsen af og spyttede resterne ud på gulvet. Efter tre sekunders tøven gjorde jeg det samme. Og forstod nu behovet for en øl.
Chicago No. 1 er en tør cigar bestående af kortskårede blade. I det sekund man bider spidsen af den fordeler 42-43 små tobaksstykker sig fint og jævnt i den fugtige mundhule.
Så nu sad vi to der stateligt med munden fuld af tørre tobaksstykker og gurglede en halv Sort Guld hver. Det var vidunderligt. Og vi fik ild på dem, og Rode fortalte røverhistorier, som jeg labbede i mig som honning.
Jeg besøgte ham flere gange i hans lejlighed. Min billet til hans liv og lejlighed var den biografi om Poul Reichhardt, jeg skrev dengang.
Da jeg besøgte ham første gang var der ikke Sort Guld på bordet. Den fine mand havde sørget for finskbrød og Champagne i små flasker.
Det var en varm sommerdag, og jeg sad så fint med noter og diktafon på det lille bambusbord med den uigennemsigtige glasplade. Og med benene så voksent over kors. Men det blev jo for varmt mellem lårene i løbet af interviewet, så jeg måtte skifte stilling og fik sparket til bordet, så champagne, finskbrød, diktafon og noter blandede sig godt og grundigt med hinanden.
“Undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld,” fik jeg fremstammet og rejste mig op.
Ebbe Rode blev siddende helt roligt. Jeg løb ud i køkkenet og hentede noget køkkenrulle. Et par minutter efter var alt tørret op.
Jeg dristede mig til at sætte mig igen for at fortsætte interviewet.
“Undskyld, det er jeg virkelig ked af,” sagde jeg igen.
“Det skal De ikke tænke på,” sagde han med sammenknebne øjne. “De kan selvfølgelig ikke komme her mere….”
Så blev der helt stille i stuen. Og jeg tænkte at alt var tabt. Og så brød han ud i latter.
Han elskede at spille med og for sit publikum. Og jeg var et taknemmeligt publikum. Og jeg fandt på tilforladelige undskyldninger til at blive ved med at kigge forbi. Også efter bogen var færdigskrevet og ventede på udgivelse. Jeg købte hans bøger, som jeg fik signeret. Fik lov til at kigge i hans fotoarkiv og fik idolbilleder af ham. Et af dem signerede han med den fineste hilsen, jeg synes, der findes: Alt godt! Altid!
Og han ville mig det faktisk godt. Jeg var ikke blot en lille logrende hvalp, der trofast hentede en pind, hver gang han smed den. Men det forstod jeg ikke.
Jeg forstod det slet ikke, da telefonen ringede på Munksgaards Forlag, hvor jeg arbejdede dengang Poul Reichhardt biografien udkom.
“Det er Ebbe Rode i telefonen,” lød det fra omstillingsdamen, som ikke plejede at varsle mine opkald. De blev normalt blot stillet ind.
Han ønskede mig til lykke med udgivelsen og glædede sig til at læse bogen. Og så skete det.
Henkastet, nærmest lidt skødesløst, sagde han så: “Blev vi ikke dus sidste gang?”
Stakkels gamle mand, tænkte jeg. Nu rabler det for ham. Hvordan kan han tro at vi er blevet dus? Jeg er en knøs, en forvirret forstadsknægt, og han er dansk teaters store mand. Jeg blev pludselig bange for, at han rent faktisk troede, at vi var blevet dus sidste gang, vi mødtes. At jeg havde lokket ham eller presset ham til, at vi skulle være dus. At han måske havde glemt et eller andet. Og jeg kunne ikke bære den fadæse, det måtte være for ham, hvis jeg fremover ville skryde med, at jeg var blevet dus med Ebbe Rode. Så jeg afviste.
“Nej, det gjorde vi bestemt ikke,” understregede jeg, for at sikre ham mod fadæsen. Men det var naturligvis mig, der begik en fadæse.
For det var sådan man blev dus med Ebbe Rode. Det fandt jeg ud af et par år efter. I alle nekrologerne fortalte folk om deres møder med Ebbe Rode. Ikke så få var blevet dus med Ebbe Rode lige netop sådan. En henkastet bemærkning, som man måtte forstå at gribe.
Og lige netop den chance greb jeg ikke, fordi jeg ikke gav mig selv chancen. Jeg tænkte, at det var for godt til at være sandt. At sådan noget ikke kunne overgå mig.
Men gode ting overgår os hver dag, hvis vi også giver os selv chancen.
Alt godt altid, Ebbe.