Efter ni afslag holdt jeg op med at tælle, og nu trykker mit forlag 2. oplag af Tempo. Det er næsten for godt til at være sandt. Men det er både godt og sandt.
Nu bliver du så rigtig forfatter, er der flere der har sagt. Og det er jo tarveligt af mig at indrømme det, men sådan har jeg det også. Der er noget særligt over en roman. Jeg har faktisk skrevet tre andre bøger i mit liv, som i dag kan lånes på bibliotekerne. Den ene var en biografi om Poul Reichhardt. Den anden var en lærebog i idéprocesser, og den tredje var en sådan-ser-verden-ud-fra-min-stol. Og nu har jeg så skrevet en roman. En rigtig bog.
Hvad skulle det til for? At skrive en roman. Drømmen er ældre, end jeg har villet indrømme overfor mig selv. Jeg prøvede faktisk for tolv år siden, men mistede modet efter et par afslag. Så måske har jeg stille og roligt, gennem årene, trænet mig selv op til at være klar den dag, den rigtige historie kom.
Og sådan var det. Pludselig en dag sad der en historie fast i mit hoved. I første omgang skubbede jeg den væk igen. Jeg havde hverken tid, kræfter eller råd til at gøre noget ved det. Men da jeg så en dag, for tiende dag i træk, var “gået på arbejde” på en af mine stamcaféer, og havde siddet hele dagen, og bildt mig selv og omgivelserne ind, at jeg havde vildt travlt med et eller andet, så piblede der et lille spørgsmål ud af den drillesyge del af hjernen: Hvad er det lige, der forhindrer dig i at få skrevet den bog, du drømmer om. Den er allerede inde i hovedet på dig, og det er jo ikke ligefrem fordi du vælter i opgaver.
Så gik jeg i gang. Fuld knald på tankerne og tasterne. Og efter en uge begyndte de “rigtige” arbejdsopgaver at vælte ind, så nu havde jeg også råd til at skrive bogen. Og tiden fandt jeg mellem møder, i toget, i sengen, på toilettet og i alle de små tidslommer, der findes i et liv. En dag var jeg nået frem til slutningen. Troede jeg. Indtil der var en læser, der spurgte, om det virkelig kunne passe, at den skulle slutte sådan? Det skulle den. Det var jeg sikker på. Så mumlede jeg lidt i mit indre over det, og begyndte så at forfølge tanken. Hvis jeg kunne skrive bare et ord mere, så kunne historien jo godt fortsætte. Og det gjorde den så, indtil jeg en dag blev færdig med fortsættelsen. Så var der en anden læser, der spurgte om den virkelig kunne starte sådan?
Så mistede jeg gejsten. Kunne det virkelig passe, at jeg ikke selv vidste besked om, hvor min bog startede og sluttede? En ting er, at jeg ikke kan finde ud af at sætte kommaer, men at vide, hvordan min egen historie skulle starte og slutte? Det burde vel være noget, som jeg selv havde styr på. Historien var kommet til mig på et sekund, og jeg havde adlydt den.
Men altså. Jeg trevlede hele historien op igen, og begyndte at tænke over, om der manglede noget, der kunne forklare den oprindelige start på historien. Og det var der. Så kom der også en start på historien. Så var der en læser, der sagde: Du mumler! Hvis du vil mene noget, så skriv en kronik. Så klippede jeg alle mine egne meninger ud af historien, og lod personerne i bogen have deres egne meninger. Og så gav det pludselig mening.
Lotte Kirkeby Hansen var den, der hjalp mig ud af mumleriet. Jeg har fundet ud af, at det ikke er nok at have lyst til at skrive en bog. Og stamina gør det heller ikke, selvom jeg drysser lidt på min tykmælk hver morgen. Man skal vide besked om hvad der udgør fortællingens love. Jeg har fået en del mere respekt for Forfatterskolen. Var før i tiden af den opfattelse, at enten kunne man skrive eller også kunne man ikke. Det kunne man da ikke lære på en forfatterskole. Men selvfølgelig kan man det. Jeg blev meget inspireret af Thorstein Thomsens version af “Heltens rejse”. Og især blev jeg hjulpet på vej af Lotte Kirkeby Hansen.
Alle de der skide afslag indeholder ikke rigtig nogen begrundelse. Der står ikke noget, du kan bruge til noget. Så fandt jeg frem til Lotte og betalte hende for at læse min bog og kommentere den. Og hun var nu ikke synderlig interesseret i min historie, men hun kunne pege svaghederne ud, så de var til at forstå. Det hjalp.
Jeg tog mig igen sammen og skrev historien igennem en gang til, og sendte den til et af de få forlag, der ikke havde sagt nej tak. Og dagen efter min 40 års fødselsdag skrev en venlig mand fra Århus, Per H. Jacobsen, at han gerne ville udgive min bog på sit forlag EC Edition. Det var så uvirkeligt endelig at have ramt skiven, at jeg stadig synes det er en smule uvirkeligt. Jeg holdt reception for bogen den 26. september 2010 på First Hotel i Kolding. I deres Café Bergs har jeg skrevet det meste af bogen. Udenfor hotellet holdt en smuk sort Citroën DS for sådan en bil har min hovedperson.
Han hedder Ebbe Salto, er gammeldags mekanisk urmager, og kommer fra Lund i Sverige. Lund kalder sig selv for idéernes by. Og bogen handler om de kædereaktioner vi alle kan komme til at sætte i gang, hvis vi ikke bruger alle de nye fantastiske medier med omtanke. Den kædereaktion Ebbe kommer til at sætte i gang, kan han ikke selv stoppe igen. Og den får ret voldsomme konsekvenser. Både for ham selv og mange andre. For nogle ender det godt. For andre knap så godt.
Og nu kommer den så i 2. oplag. Tak til alle jer derude, som har været så fantastiske til at dele jeres begejstring. Jeg håber mange flere vil købe min bog og synes om den, for jeg har allerede den næste siddende fast inde i hovedet. Jeg ved lige hvordan den starter.
