Departementet for Jubeloptimisme

I kampen mellem jordfræserne og Departementet for Jubeloptimisme vinder jordfræserne lidt for tit. Desværre.

Men alle virksomheder burde have et Departement for Jubeloptimisme, som træner sig selv i at få øje på alt det, der kan gå godt, frem for det der kan gå galt.

Og over døren bør hænge et vidunderligt citat af Mark Twain: ”Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. De fleste af dem er ikke blevet til noget.”

Da John Faxe Jensen ”ramte den lige i røven” og scorede det første mål mod Tyskland i EM-finalen i fodbold i 1992 rejste en hel nation sig i begejstring. Det handlede ikke kun om et mål. Det handlede om, at det usandsynlige var ved at ske. Sommerferiedrengene fra lilleputnationen Danmark, som var kommet med til EM på afbud, havde slået alle de store på sin vej til finalen, og nu var vi tæt på at kunne slå de tidligere verdensmestre fra Tyskland. Og derfor blev jublen vel også så meget større, da sejren var hjemme. Det var usandsynligt, og vi vidste inderst inde at det nok ikke lige ville ske igen sådan lige med det samme, så det gjaldt om at feste til.

Da håndboldpigerne i 1993 første gang vandt en medalje ved VM i håndbold, kom det også som en overraskelse for de fleste, men åbenbart ikke for pigerne selv. Udover at være glade så fortalte de os rask væk, at de sandelig havde tænkt sig at tage af sted næste år for at vinde igen. Det blev tilskrevet ungdommeligt overmod. Men de gjorde det sgu. Og igen og igen og igen. Deres indstilling til eget værd og troen på, at talentet kan bære, ser jeg som en væsentlig årsag til, at Janteloven er ved at blive afmonteret og hele den bølge af selvtillid, der præger unge danskere.

I Departementet for Jubeloptimisme er der en evig tro på, at begejstring har mere gennemslagskraft end bekymring. Det handler ikke om begejstring over sig selv, men begejstring over at gøre godt. Og det er sjovt at arbejde i Departementet for Jubeloptimisme. Man kan næsten få lov til hvad som helst, hvis bare man kan forklare relevansen. Hvis man vil forstås, må man forklare sig.

Men så kan man også få lov til at sætte fem fødevareproducenter sammen og spørge: ”Hvordan smager Trekantområdet?”. Eller formidle en rapport om den rustfri stålindustri i Vejle Amt gennem ”Det Rustfri Spil” samt en koncert med musiklinien på Brandbjerg Højskole spillet udelukkende på rustfrit stål fra producenter i regionen. Eller køre en softwarevirksomhed gennem Jylland i Simon Spies’ gamle bus på jagt efter revolutioner. Eller bygge ærtekatapulter sammen med EDC’s ejendomsmæglere. Eller bede 250 topledere fra den nye Region Syddanmark iagttage stærenes aftenballet på himlen over vadehavet – sort sol – som inspiration til dannelse af kompetenceklynger.

Det hele handler om begejstring. Den primære jobkvalifikation i Departementet for Jubeloptimisme.

Direktøren hedder Klods-Hans. Hvad er det, der udmærker Klods-Hans? Han kan se muligheder overalt. Uanset hvilken forhindring han støder på, så kan han se muligheder i den. Hvad er det, der udmærker hans brødre. De er fagidioter. De er ekstremt veluddannede, men de er ikke dannede. De er veluddannede inden for deres felt, men de kan ikke reagere på en uforudset situation. De kan ikke svare for sig, som prinsessen siger, og så er de dybest set ikke særligt dannede.

Det handler om at få øje på begejstring. Man behøver ikke engang en coach, man kan bare tænde sin radar, så kan man få øje på begejstring overalt. Det herlige ved begejstring er, at det avler begejstring. Du vil opdage, at når du siger noget pænt til andre mennesker, så bliver de faktisk glade. Og hvis du mener det, vil du også opdage, at du selv bliver gladere, fordi du får øje på noget smukkere i dem, og i dig selv. Så Klods-Hans er en interessant figur, som måske tit er til grin, men hvem er det lige, der får prinsessen?