I stedet for at spørge folk, hvad de vil have, skal du leve dig ind i deres behov. Henry Ford sagde vældig berømt: “Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de svaret: En hurtigere hest!”

Hvis du kan leve dig ind i dine kunders behov, så kan du også levere til dem. Så nemt er det. Og kunder skal ikke opfattes, helt snævert, som mennesker i en supermarkedskø. Kunder er også borgere, brugere, vælgere, kollegaer og modtagere af vores kommunikation.

Indlevelsesøkonomi handler helt naturligt om, at værdien ligger i indlevelsen, og ikke – for eksempel – i oplevelsen. Det handler ikke om at regne ud, hvad kunden er parat til at slippe for en ydelse, men at kunden slipper for unødvendige ydelser. Indlevelsesøkonomi er således et opgør med oplevelsesøkonomi. Ikke for at erstatte begrebet, men for at slippe af med det. På samme måde som jeg gladeligt ville opgive alle børnepengene, hvis efterlønnen røg samtidigt.

Vi skal gøre selve indlevelsen til værdiforøgelsen. Hvad kan man så bruge den tankegang til?

Mange forskere “pusher” nye teknologier før markedet er klar til dem. Det plejer at følge helt gængse modeller for udvikling frem til at kunderne “puller”. Men indlevelsesøkonomi kunne være magneten mellem push og pull. Forskerne har en stor interesse i, at deres forskning og deres nye teknologier hurtigere finder et publikum.

Man skal jo være grumme godt galvaniseret, for at være absolut og aldeles ligeglad med, om det man går og bruger dag efter dag på, aldrig nogensinde skal finde vej til praktisk anvendelse – eller være til glæde nogen.

La Cour fra Rejseholdet var en mester i det. Kan du stadig se ham for dig? La Cour i skikkelse af skuespilleren Lars Brygmann så det for sig. Og så snakkede han højt, så vi andre kunne følge med. “Jeg går op ad trappen. For enden af trappen drejer jeg til højre. Jeg mærker vinden fra det åbne vindue.” Jak-jak-jak og så videre. Det handler om forestillingsevne. En mental adræt hjerne er ganske god til at gøre sig forestillinger.

Som forsker kan det betale sig at se det for sig. Hvad kan min forskning bruges til? Og hvordan kan jeg tænke på vegne af mine “kunder”?

Lad os smide La Cour ud i stalden. Jeg var i sidste uge med på en workshop om Precision Livestock Farming (PLF). Det minder lidt om differentieret læring i folkeskolen. At behandle alle forskelligt for at få et ensartet resultat. Hvis vi propper det samme i alle dyrene, får vi ikke en særlig høj kvalitet ud af det. Men hvis vi prøver at forstå hver enkelt individ, og fremme lige netop deres behov, så bliver det til glæde for både dyr og mennesker.

Mindre salmonella, korrekt behandling af dyrene, færre sygdomstilfælde og for landmændene bedre beslutningsgrundlag, færre arbedstimer, mindre spild og bedre indtjeningsmuligheder.

Alt sammen gode ting, men det er ikke nemt for forskerne at få landmændene med på alle de robotter, sensorer, dippedutter. Dels på grund af tøven over for nye måder at gøre ting på, men også fordi teknologierne ikke er færdigudviklede og tilpas rentable. Den rentabilitet opnås kun gennem udvikling af praksisforsøg. Ligesom i så mange andre aspekter af livet er simulationer ikke nok.

Men simulation kan stimulere indlevelsesøkonomien. Hvis forskerne var bedre til at forstå landmændenes hverdag (hvor mange timer bruges bag et skrivebord), baggrund (vi investerede i noget for fem år siden, som ikke gav pote), markedsforståelse (hvad vil forbrugerne efterspørge lige om lidt) og så videre, så kunne forskningen og teknologierne lettere vinde gehør. Forskerne kan tænde det lange lys ved at tænke på landmændenes forretningsmuligheder.

Når man starter et filmprojekt i Disney-koncernen, så bliver alle håbefulde instruktører spurgt: Hvordan slutter filmen? Hvis vi skal hoste op med 120 mio. så vil vi gerne vide, hvilken følelse vi går ud af biografen med.

Hvis landmændene er triste ved udsigten til at skulle trykke på flere knapper fremover, så bør forskerne udvikle brugervenlige spillignende konsoller som betjening til maskinerne. Hvis landmændene hellere vil være i stalden, og på marken, frem for bag skrivebordet, så skal teknologierne være mobile, så landmanden altid har skrivebordet i lommen i form af et håndholdt apparat. Hvis 82 millioner mennesker spiller Farmville på Facebook, så kan de 82 millioner mennesker være medudviklere af fremtidens landbrug. I virkeligheden. De 82 millioner ville gladeligt fodre, malke, pleje og slagte dyrene.

Hvis forskerne kan tænke hele vejen gennem værdikæden og skabe en efterspørgsel hos de 82 millioner mennesker, så ville værdikæden rette ind baglæns hele vejen tilbage gennem detailhandlen, landbruget, maskinproducenter, designere og forskerne.

De mange erhvervsklynger – køle, rustfri stål, mekatronik, velfærdsteknologi – der er etableret i Danmark de sidste par år, kunne også alle have glæde af at praktisere indlevelsesøkonomi. Hvis de er i stand til at sætte sig ind i deres kunders fremtidige behov, så kan de også forudse fremtidige tykkelser på metalrørene. Og dermed hurtigere være i stand til at omstille produktionen, når tiden er moden. Og mediehusene, kommunerne, turistaktørerne, bankerne og mange andre kunne også have glæde af det.

Det er dyrt at forholde sig reaktivt til verden. Indlevelsesøkonomi handler også om at få øje på kundernes behov, før de selv får øje på dem.

Vi kunne jo omskrive A.P. Møllers gamle kloge, men defensive ord om, at intet tab bør rammes os, som kunne være undgået med rettidig omhu.

Det kunne lyde: Ingen muligheder bør mistes, som kunne være opnået med rettidig indlevelse.

Denne klumme har også været bragt hos FoodDTU’s nyhedsbrev Midt i Ugen.

I sommeren 1996 havde jeg fornøjelsen at opleve forskere der snakkede mere om skønhed end kunstnere, og kunstnere der snakkede mere om matematik end forskere. Stedet var Mindship og projektet gik ud på at føre kunstnere og forskere sammen. Det der overraskede mig mest var følsomheden. Forskerne snakkede meget om deres intuition. Det overraskede mig ikke, at billedkunstneren lige ville træde et skridt tilbage, mærke efter, og så tilføje det sidste strøg rød maling. Det samme gjorde sig bare gældende for forskerne. De mærkede efter. De følte sig vej frem. De gik efter skønheden.

Hvis en ligning er smuk er den efter al sandsynlighed sand. Den sætning lød igen og igen. Forskerne ledte efter skønhed. Hvordan de kan se skønheden i en ligning eller en formel, gør kun mig endnu mere benovet. Hvordan får de så tid til kreativiteten, som skal føde alle de nye ideer? Jeg har prøvet at skrive rundt til nogle forskere. Svaret er ikke særlig opmuntrende.

“Der er den tid man tager sig. Men det er nok kun 1-2%.”
“Kan man skemalægge kreativitet – næppe.”

“Man skal skaffe sig tid gennem projektansøgninger med høj ekstern finansiering.”

For egen regning kan jeg jo tilføje, at jeg tror mindre på “Fra Forskning Til Faktura” end på “Fra Fabulering Til Forskning”. Hvis man har for øje at ens forskning skal ende som fakturerbar viden, så går man glip af al den viden, der ikke kan faktureres – lige nu. Men som kan vise sig at have stor økonomisk værdi – lige om lidt. Lad forskerne hænge i hængekøjer, stå på hovedet, danse tango, cykle i regnvejr, snakke med nogen de ikke forstår. Det nyttesløse kan nemlig være meget virkningsfuldt. Og i længden er det alt for virkningsløst at bede forskere gøre noget så nyttigt, som at udfylde ansøgninger.

Man kan godt spørge sig selv om Leonardo da Vinci – kunstner og forsker på en gang – havde klaret sig igennem den danske folkeskole, eller om Albert Einstein overhovedet var blevet tildelt forskningsmidler, når han ikke samtidig kunne præsentere en forretningsmodel til udnyttelse af sin forskning.

Ansæt nogle fakturafindere – dem der skal gøre al den mærkelige serendipity’ske viden omsættelig. Den lige vej til succes går nemlig gennem en skæv tankegang. De forskere der er seje til at fyre ansøgninger afsted, der giver pote, og får publiceret artikler – de løber med æren. Og bruger for meget tid på at sende den næste ansøgning for at holde gryden i kog. I stedet for at forske.

Barrieren for deltagelse er jo minimal i vore dage med beredvillige medier, der kan publicere med et tryk på en knap. Det vil sige at al den viden, samfundet efterspørger fra forskerne, kunne være tilgængelig fremover. Vi behøver ikke vente på, at vores forskere får publiceret en artikel i et hæderkronet papirtidsskrift. Al den viden kunne ligge på internettet hele tiden. Så gælder det jo bare om at få omsat den viden. Og der kunne Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen jo sørge for, at universiteterne ansætter nogle flere forretningsudviklere. Lade dem drøne rundt på universiteterne på nogle Segways i spraglede farver og sige bøh til forskerne. Hive viden ud af dem, skrive ansøgninger for dem, og tvinge dem ud af de små munkeceller, så de møder nogle andre mærkelige mennesker de kan udvikle nye idéer sammen med. Sørge for at der bliver oversat mere mellem faggrupper.

En forsker fra Massachusetts Institute of Technology – MIT – kunne have haft glæde af et sommerfuglenet og en tur til Afrika, eller et frugtbart samarbejde med en sommerfugleforsker. Det tog ham nemlig fem år at udvikle højeffektive LED-lysdioder. Og det kunne han have lært ved at kigge på vingerne på en afrikansk sommerfugl, som har nøjagtig de egenskaber, han udviklede i laboratoriet.

Lad specialisterne være lidt specielle i det, i stedet for at prøve at frisere dem til at kunne kommunikere og tænke generelt. Og indsæt så nogle specialstyrker af generalister der kan forstå specialisterne, og gøre deres grundlagsskabende forskning omsættelig for det omgivende samfund.

Måske skal der laves nogle assist-ordninger ligesom i ishockey og basketball, hvor man bliver noteret når en målgivende aflevering ender med et mål. Måske kunne der ligge et incitament i at gøre sig til overfor kollegaerne, i stedet for at gøre sig til overfor ansøgningsudvalg.

Hvis forskerne holder op med at tænke forretning, får vi både bedre forretning og bedre forskning. Så måske er det tid til at sige til forskerne at de rent faktisk skal skemalægge deres kreativitet, og at vi vil have de minimum bruger 5 % af deres tid på kreativitet. Inspiration kommer nemlig når man har brug for det. Det er ligesom et stik, man kan sætte ind i en væg.

Klummen er tidligere bragt på FoodDTU’s site om fødevareforskning Midt i Ugen. ]]> http://carstenborch.dk/2010/05/29/forskere-har-ikke-tid-til-kreativitet/feed/ 0 http://carstenborch.dk/2010/05/19/vision-for-folkeskolen-fa-l%c3%a6rerne-til-at-tude/ http://carstenborch.dk/2010/05/19/vision-for-folkeskolen-fa-l%c3%a6rerne-til-at-tude/#comments Wed, 19 May 2010 07:59:48 +0000 Carsten Borch http://carstenborch.dk/?p=331 Jeg har haft mange gode læremestre i mit liv. En af dem hed Stig Andersen, og var lærer på Rønnevangsskolen i Tåstrup. Hans kone ringede en dag til mig, og sagde: “Der sidder en stor mand ved siden af mig – og græder.”

Stig var blevet rørt over det brev, jeg havde sendt ham. Jeg skrev: Tak. Tak, fordi du var med til at danne mig. Stig viste mig ansvar. I en meget tidlig alder oplevede jeg, hvad det vil sige at gøre andre gode. Det har jeg gjort til min levevej i dag. At gøre andre gode.

Kommunernes folkeskolestrategier kan sikkert hurtigt komme til at handle om indeklima, ø-tid og arbejdsmiljø. Men i stedet for at kigge på tallene efter kommaet, så kig på tallene før kommaet. Der er værdien størst.

Gør det muligt for lærerne at få det brev, den SMS eller det telefonopkald om 20 år.

Til trods for at folkeskolen er blevet snakket ned i jordhøjde de sidste mange år, så findes der stadig lærere derude, som er så ambitiøse på egne vegne, at de vil skabe læringsmiljøer i verdensklasse. Jeg har mødt dem, og får gåsehud på armene af at tænke på, hvad de leverer af hjerte, hjerne og handling. Hver dag.

Selv om de ikke må kopiere en side, uden først at bede om tilladelse fra chefen. Og selv om de selv skal låne de nyeste bøger om deres eget fag på det lokale bibliotek.

Fjern forhindringerne for lærerne, så vil det pible frem med elever, der ikke skal gå om.

Søren Bang-Møller from Denmark has just patented a product, that can produce energy by catching the wind around the corner. The wind very close to your house or roof, where you can’t place a wind turbine. Sometime in the fall he will display it. Look after the Wind Ridge Turbine (in Danish).

Breaking Ideas handler om at publicere nye idéer. Som inspiration. Inspiration til dem, der ønsker at tjene penge her og nu. Inspiration til dem, der gerne vil lave om på noget, og inspiration til dem der er ude på noget. Breaking Ideas of today are the Breaking News of tomorrow.

Formatet er afprøvet i kampagnen “100 dages begejstring”, hvor jeg tidligt i finanskrisen fokuserede udelukkende på virksomheder, der havde oplevet fremgang, mens andre havde oplevet modgang. En gang om dagen blev der publiceret en tekst.

Nu er vi ovre det værste, og nu skal vi sikre, at for mange ikke falder tilbage til vante mønstre. Derfor gælder det om at være generøs med idéudvekslingen.

Breaking Ideas har tændt radaren for alt det nye, der sker på alle leder og kanter. I alle slags miljøer. På alle kontinenter.

Mark Twain sagde: “Du må undskylde brevet blev så langt, men jeg havde ikke tid til at skrive det kortere.”

Ideerne bliver formidlet i en koncentreret form, så det maksimum tager tre minutter at læse. Og publiceringsformen vil både ske her på bloggen, Facebook i gruppen Breaking Ideas og Twitter med #breakingideas

Men den rigtige oversættelse af kunstnernes kompetencer kan give virksomhederne et langt større udbytte end et logo på en invitation til ferniseringen eller udstillingskataloget. Feltet kaldes kultur-erhverv og er ikke nyt, men har mest været brugt som happenings, for at vise hvordan man også kunne arbejde sammen.

Men nu skal kulturinstitutionerne droppe sponsortankegangen og så gå direkte efter at være leverandør af udvikling for virksomhederne. Blive en strategisk partner.

De bedste kultur-erhverv projekter har givet masser af medieomtale til de involverede virksomheder og kunstnere, men bedst af alt, når virksomhederne kigger på deres ROI (Return-of-Investment) har den også været positiv. Virksomhederne har fået lavet et stykke konkret udviklingsarbejde, som har styrket virksomhedens produkter, positioner og personale.

Denne mulighed kan kulturinstitutionerne nu tilbyde alle de mange virksomheder der gerne vil bakke op om aktiviteterne, men som ikke kan tillade sig det, hvis de ikke får noget igen. Nu kan virksomhederne gå fra passive sponsorydelser til aktive udviklingsprocesser.

Hvis vi gør det sammen er der forretning i det for alle. Kulturinstitutionerne har positionen, netværket og kunstnerne. Jeg (og alle de andre der kan) har kompetencen i at designe og drive udviklingsprocesser i virksomheder baseret på oversættelse af kunstneres kompetencer.

Det giver også bedre kunst for kunstnerne lærer utrolig meget af at arbejde sammen med virksomhederne. Det har også været en af hovedpointerne i mine praksisforsøg. Hvor mange kun kunne se at kunstnerne havde noget at tilbyde virksomhederne, så beviste mine udviklingsprocesser at inspirationen er gensidig.

Der skal defineres en ydelse og en økonomisk størrelse på den ydelse. Indenfor den økonomiske ramme skal både kulturinstitutionen, kunstnerne og konsulenten honoreres. Konsulenten leverer ydelsen. Kulturinstitutionen får flere penge. Kunstnerne får flere penge og udvider deres netværk og kompetencer. Virksomhederne får aktive udviklingsprocesser ud af samarbejdet. Alle vinder.

Og på denne måde kan kulturinstitutionerne sætte en helt ny kadence. Sponsorater fylder ikke nok i deres økonomi lige nu, og den økonomiske fremtid for offentligt støttet kunst og kultur er usikker, så dette kunne levere tryghed til den økonomiske drift. Samt udvikle medarbejdernes kompetencer og kontaktflade.

Kom Til Kolding blev derfor koldingensernes anbefaling til turisterne. På www.komtilkolding.nu kan man læse koldingensernes anbefalinger. I år er kampagnen så gjort firefarvet og løftet op, så der også annonceres i toge.

Men processen bag var enkel. Vi har et problem, der kræver en analyse. Analysens konklusion kræves at der tænkes nyt (idéer). De nye idéer bliver samlet i en løsning (koncept). Målgruppen (destinationerne) trænes i at kommunikere på de nye medier. Interessenterne (koldingenserne) opfordres til at hjælpe deres by og vi integrerer flere af de sociale medier (Facebook, Twitter, Flickr, Youtube) så vi indhøster de positive budskaber der allerede ligger om Kolding på nettet.

Så skaber vi en proces der i første omgang er social (træning, workshops) i et sprog der forstås på gaden, og dernæst digital (www.komtilkolding.nu), for så at blive total (hele moletjavsen). Mine erfaringer siger, at hvis man ikke starter med de sociale processer, så kan det digitale være lige meget.

Og i år er prognoserne endnu mere dystre. Her er tegningen af processen. Håber den kan inspirere de danske turistaktører.

Kvantespringet i det samarbejde bestod ikke i at finde nye måder at anrette maden på. Det var kokkene selv ret dygtige til. Designerne og arkitekterne kunne til gengæld udfordre kokkene på hvordan maden ville blive husket. Hvis du er dommer til en madkonkurrence og du har spist et dejligt måltid mad, men kigger ned på en tallerken, der ligner en trafikulykke, så vil dit sidste visuelle indtryk af det måltid nok spille ind i din vurdering.

Det kokkelandsholdet lærte af de visuelle smede var at maden også skulle tage sig godt ud, når den var spist. Lev jer ind i dommernes sidste indtryk af jeres mad, og skab så et måltid, der både inviterer til at blive spist, smager godt og efterlader dem med et varmt visuelt minde.

Den øgede værdi ligger i indlevelsen samt evnen til at forvandle den til en god oplevelse. Og det leder til tanken: Hvordan ser dine udviklingsprocesser ud, når du er taget hjem? Var det kun et godt salg, en god facilitation eller efterlader du dig et varmt varigt erindringsbillede hos deltagerne?

Jeg faciliterer processen ved at hjælpe medarbejderne med at dele idéerne. Jeg kan forstå og forstås af alle i organisationen. Fra gulv til loft. Indsamlingen af idéerne foregår ved korte og præcise idéprocesser, der hvor medarbejderne befinder sig. I produktionen, på gangen, i kantinen, i mødelokalet, på nettet. Så tager det kun et par minutter per medarbejder og ingen vil opleve at blive forstyrret i deres arbejde. Tværtimod vil alle snart opleve at det er en del af deres arbejde at bidrage med idéudviklingen. De fleste virksomheder har en alkoholpolitik og en rygepolitik. Hvad med en idépolitik?

De fleste virksomheder tøver ikke med at betale for servicering og reparation af produktionsfaciliteter, biler, computere, byggeanlæg og kompetencer. Hvad med at servicere idéerne inde i hovedet på medarbejderne?

Og når først de er ude af hovederne, så kan I naturligvis også få hjælp til at gøre noget ved dem. Men først gælder det om at få dem befriet. Ring til jeres idétekniker på 2618 7002.