Den berømte og efterstræbte arkitekt og designer Arne Jacobsen, som var studerende på Kunstakademiet i København i 1925, var ankommet som den første og trommede utålmodigt med sin sekskantede arkitektblyant i bordpladen. Tidligere på året havde han vundet en sølvmedalje for en stol ved Verdensudstillingen i Paris, og nu sad han her med det smil, hans venner kendte så godt. Det smil, der fortalte, at han følte sig hjemme i nærheden af store begivenheder, men samtidig at han var forlegen over at være så sikker på sig selv.

Ud af brevet fornemmede han, at det ikke var hvem som helst som blev inviteret, og han glædede sig til at kunne underholde sine studiekammerater på Kunstakademiet om endnu en begivenhed, der bevidnede, at han var på vej til at indfri sine ambitioner.

Som Vesuv ønskede han at gå i udbrud. Han ønskede at begrave den hidtidige tradition i aske og begynde på noget helt nyt. Introducere et formsprog som verden endnu ikke kendte til. Efter Paris-turen var han taget videre til Italien og havde besøgt Vesuvs krater. En af hans medstuderende havde endda taget et billede af ham lige nøjagtig på kanten af kraterets mund, hvor han smilte nøjagtig det samme smil som nu.

De unge iværksættere Peter Bang og Svend Olufsen, som samme år havde stiftet deres virksomhed Bang & Olufsen, ankom gående fra banegården. De ville ikke belaste deres iværksætterbudget med unødige omkostninger. Svend havde fået sin mor til at åbne kassen med æggepenge for overhovedet at finansiere turen. I 1925 blev lige netop fjerkræ ikke beskattet så Anna Olufsen, der bestyrede godset Quistrup ved Struer, mens manden passede sine pligter som landstingsmand i København, stak indtægterne fra salg af æg til side, så Svend og hans kammerat fra studietiden i Århus, Peter Bang, kunne levendegøre deres drømme om at lave radioer, der kunne tilsluttes lysnettet direkte.

Peter Bangs far Camillo Cavour Bang fungerede som rådgiver og bestyrelsesformand for de unge iværksættere. Fra sin position som succesrig prokurist i A.C. Illums magasin i København kendte han betydningen af at dyrke kontakter, og han havde ad omveje hørt at A.P. Møller var inviteret til samme møde. De uimponerede drenge, som mest af alt var optaget af elektronikken på godset langt fra København, havde ganske vist hørt om A.P. Møller, men kunne ikke se hvad en skibsreder kunne betyde for dem. Men det kunne Camillo Cavour Bang, og han opfordrede dem kraftigt til at deltage i mødet. Som iværksættere var de ikke meget for at slippe taget i deres begyndende forretning, men fulgte rådet og begav sig på vej til mødet.

Arnold Peter Møller ankom med sin 12-årige søn Mærsk Mc-kinney Møller. Den senere arvtager til rederiet var stærkt optaget af fysikkens verden, og da hans far havde fortalt, at han skulle møde fysikprofessor Niels Bohr, havde Mærsk indtrængende bedt sin far om lov til at komme med. Møller selv var tøvende overfor at deltage i mødet, men havde presset arrangøren til at fortælle, hvem der ellers skulle deltage. Den 49-årige Møller beundrede Niels Bohrs evne til at samle alverdens førende forskere på sine Københavnerskoler på instituttet på Blegdamsvej på Østerbro og besluttede derfor at deltage.

Nobelprismodtageren selv ankom kort efter og hilste høfligt på de øvrige mødedeltagere. Til Møllers skuffelse søgte Bohr straks hen mod de unge mennesker.

Niels Bohr oplevede ganske ofte at blive medsagt når han deltog i symposier. Efter at have holdt et foredrag ventede han altid spændt på, om der var nogle unge mennesker, som turde modsige ham. Og hvis han var så heldig at en ung fysiker turde kritisere hans teorier, sørgede en af Bohrs assistenter altid for at den unge opponent prompte blev inviteret på frokost med efterfølgende gåtur. Så Niels Bohr håbede naturligvis, at iværksætterne og den arkitektstuderende ville vise sig at have ungdommeligt gåpåmod nok til at gå ham på klingen.

Den 40-årige nobelprismodtager og den 25-årige tekniske begavelse Peter Bang fandt øjeblikkeligt sammen over en pibe tobak. Da Bohr havde fået ild på egen pibe og ville stryge en tændstik for Bang, åbnedes døren til lokalet resolut, og lyden af hårde hæle mod parketgulvet fik dem alle til at kigge op.

En herre i uniform tog tre skridt ind i lokalet og gjorde med en myndig bevægelse tegn til, at nu kunne entréen indledes. Ind ad døren træder stumfilmstjernen som kun Chaplin kunne overgå. Kvinden som formåede at gøre filmen til sit unikke medium og som fejrede triumf på triumf i Berlin: Die Asta.

Asta Nielsen skrider ind i lokalet iført pels, som den uniformerede herre straks tilbyder at bære, da hun sætter sig ved den stol som A.P. Møller har trukket ud til hende. Da herren atter har forladt lokalet, smiler hun naturligt og hilser på alle.

Arne Jacobsen har næsten helt mistet mælet over at møde den store stjerne, som han kun kender fra biografens mørke. Den 44-årige filmstjerne lægger blidt sin hånd på hans og skænker kaffe op for ham, mens hun blinker til ham.

Med alle samlet tager snakken stille og roligt form, mens de prøver at regne ud, hvorfor de er inviteret, og hvad der skal ske. En af dem ved mere end de andre.

Niels Bohr rækker ind i sin inderlomme og trækker en lukket kuvert ud.

- Jeg er blevet instrueret om at åbne denne kuvert, når vi alle var samlet, og uden at kunne udelukke, at vi bliver flere, er det min fornemmelse, at vi er dem, vi skal være.

Bohr læser brevets indhold højt. Efter endt læsning kigger han rundt på alle, som nikker bifaldende. Alle har tilsyneladende forstået opgaven.

Møller gav signal til unge Mærsk om, at det var tid til, at han ikke længere kunne deltage i mødet. Men da alle de andre gav udtryk for, at han godt måtte blive, og da især Bohr gav udtryk, for at det ikke kunne skade med lidt ungdommelige tanker, fik han lov til at blive. Mærsk strålede stolt. Selveste Niels Bohr havde bedt ham blive.

Tilfreds med mødets forløb indtil videre besluttede A.P. Møller sig for at gå aktivt ind i løsningen af opgaven. Han havde jo trods alt bygget sit rederi op fra grunden, samtidig med at han arbejdede fuld tid som leder, så dette skulle vel nok løse sig.

- Vi skal vel have indhentet nogle oplysninger fra officielt hold, før vi kan komme videre, sagde han.

Ingen modsagde ham.

- Jeg vil foretage et telefonopkald til ministeriet og bede dem fremskaffe de relevante oplysninger. Og så gik han ud af lokalet.

Imens begyndte de andre at øse af den viden, de havde på lager for at samle så mange oplysninger ind som muligt for at løse opgaven.

Asta Nielsen, der var vant til ord på papir for at kunne arbejde, begyndte at organisere oplysningerne på kridttavlerne i lokalet. Hun skrev og skrev og forbandt oplysningerne med illustrationer og streger, så man kunne se sammenhængen mellem den ene oplysning og den anden.

For Bohr lignede det tegninger over grundstoffer. For Peter Bang og Svend Olufsen lignede det tekniske tegninger. For Arne Jacobsen lignede det de tryk, professoren inde på Kunstakademiet havde vist eleverne af Leonardo da Vincis efterladte idébøger.

De genkendte hver især noget forskelligt i det samme. Stemmerne i lokalet steg ganske langsomt fra rolige og mørke til lyse og hastige. De bemærkede overhovedet ikke at Møller vendte tilbage til lokalet med nogle tykke protokoller under armene.

Da han ikke ønskede at forstyrre, men samtidig blev grebet af den gode stemning begyndte han at kigge protokollerne igennem for værdifulde oplysninger, så også han kunne komme på tavlen. Ikke længe efter havde alle bidraget med oplysninger, som kunne bidrage til løsningen, og al deres fælles viden var nu samlet på tavlerne.

Asta Nielsen trådte nu et skridt tilbage og betragtede sammen med de andre det foreløbige resultat.

Svend Olufsen, der var forretningsmanden, hvor Peter Bang var den tekniske fornyer, havde sørget for lidt proviant til dem, og mens de nu sad og betragtede tavlen med al deres viden, gik det langsomt op for dem, at de var på sporet.

- En gang malede jeg alle væggene på mit værelse helt hvide, sagde Arne Jacobsen helt spontant. Det virkede næsten som om, det kom bag på ham selv.

De andre kiggede væk fra tavlen og hen på ham, men da han ikke så ud til at ville sige mere koncentrerede de sig igen om tavlen.

- Og selvom mine forældre var forfærdede over min gerning, så åbnede det deres øjne for at deres egen stue også kunne se anderledes ud. Blot ikke så radikalt som mit værelse.

Mærsk lyttede ivrigt efter alt hvad der blev sagt, men fornemmede, at det nok ikke gik an med samme fremgangsmåde hos familien Møller.

- Måske vi kunne male vores videnvægge hvide, lød det langsomt og lidt distræt fra Bohr.

- Hvad mener De, spurgte Svend Olufsen.

- Nu har vi jo indhentet alle de relevante oplysninger. Måske vi burde male dem over med irrelevante oplysninger for at se om det bringer os videre.

- Men hvad så med alt det der står der?

- Det beholder vi.

- Men hvorfor forlade sporet, når vi nu er på det?

- Jeg tror ikke vi forlader sporet. Jeg tror bare, vi springer nogle stationer over. Mal vores vægge hvide, Jacobsen. Vil De ikke?

Arne Jacobsen var vant til modstand på grund af sine tegninger og idéer og blev ikke ligefrem opfordret dagligt til at bryde ud, så han sprang op fra sin stol og med smittende begejstring, fortalte han om Bauhaus-skolen i Weimar og det nye formsprog indenfor industrialiserede produkter og arkitektur, som den var ved at skabe.

Han tog sin stol og løftede den, med besvær, op over hovedet.

- Fremover vil stole kunne løftes i en hånd og de vil laves i nye materialer.

Han tegnede på en af de frie tavler.

- Sådan vil en stol se ud. Metal og træ vil forenes.

De andre kiggede på ham med begejstring, men uden overbevisning.

- Og jeres radioer, sagde han henvendt til Bang & Olufsen, hvorfor ligner de min mormors chatol? De skal ligne denne stol, sagde han og pegede på tavlen.

Peter Bang blev ramt om hjertekulen ved den unge designers smittende begejstring om fremtidens design. Han tog tråden op og fortalte om sit besøg i New York året før, hvor han havde oplevet tonefilmen samt et helt nyt materiale der hed bakelit. Det var plastik som kunne formstøbes.

- Det giver os helt nye muligheder for at lave radioer i plastik. Alt andet end teknikken kan bestå af plastik. Han kiggede med store øjne på Arne Jacobsen, der straks begyndte at tegne.

Bohr fortalte om kvantefysikkens problemer med at afgøre om lys er bølger eller partikler eller begge dele. Asta Nielsen fortalte om filmproduktion i Berlin, og A.P. Møller, der ikke helt vidste, hvad denne afbrydelse skulle gøre godt for, men også kendte betydningen af at bidrage til festen fortalte om, hvordan mælkemanden havde inspireret ham.

Mælkemanden købte sin mælk af bondemanden og sine flasker af flaskemanden og så solgte han det hele til sine kunder. Mælkemanden havde et ønske om at tjene flere penge, men han kunne kun nå at uddele så mange flasker mælk om dagen, så det så ikke for lyst ud indtil han en dag fandt på at han jo også kunne lave flaskerne selv. Så kunne han både tjene penge på flaskerne og mælken og udbringningen.

På samme måde havde Møller flyttet sig fra at være en skibsreder, der købte sine skibe på et værft og lejede pladsen på skibet ud til sine kunder, til at være skibsreder, der ejede sit eget værft og dermed købte skibe af sig selv. Så tjente han både penge på at bygge skibene og derefter leje dem ud.

- Aha, sagde Peter Bang. Vi flytter os ligeledes. Vi flytter jo bare kommaet til højre, så der bliver færre tal efter kommaet og flere foran. Det giver højere værdi. Han gik op til tavlen, tog kridtet og skrev en løsning, så de andre forstod, at det ikke handlede om matematik, men at kommaet og tallene var ment i overført betydning.

- Interessant. Vi nærmer os, sagde Bohr.

- Men vi er der ikke endnu, sagde Asta Nielsen. Jeg gør altid det, når jeg forbereder mig på en ny rolle, at jeg iagttager det miljø, hvor min rolle opholder sig. Da jeg skulle spille rollen som sømandskone, opholdt jeg mig i en uge i kvarteret omkring Hamburgs havn. Det var barskt, men jeg oplevede nærmest på egen krop hvad det liv indebar.

- På Quistrup sætter vi strøm til alt muligt forskelligt for at teste grænser, og så observerer vi, hvordan materialet reagerer på varme, fortalte Peter Bang.

- Jeg har altid fundet, at naturen er den største inspirationskilde, sagde Bohr. Især på denne tid af året, hvor hvert blad på træerne ligner en blomst med spektakulære farver. Må jeg ikke foreslå, at vi går en tur?

- Ah, ja. Nu skal det gøre godt med lidt blommevin, sagde Svend Olufsen, da de vendte tilbage efter spadsereturen.

- Ja, man er næsten helt sindblæst efter så mange nye idéer, sagde Asta Nielsen.

- Hvad gør De normalt, når De søger nye idéer til Deres virksomhed? Peter Bang, der selv boblede over med nye idéer, ville gerne høre, hvad en erfaren virksomhedsleder gjorde efter mange år på posten.

- Idéer kommer, når man har brug for dem, sagde Møller. Hvis jeg endelig skulle løbe tør vender jeg ganske enkelt timeglasset på mit skrivebord om, og så skal jeg have fået en idé inden sandet løber ud.

- Og det virker, spurgte Bohr med et skælmsk blik.

- Ja, svarede Møller fast.

- Det modsatte af sandhed er enkelthed. Vil De ikke give mig ret?

- Vi plejer at gøre opgaverne sværere, afbrød Peter Bang, som ikke brød sig om de to mænds begyndende konflikt. Bang havde været meget begejstret for mødet med begge herrer og ønskede ikke, at hans billede af dem skulle forstyrres, så han prøvede at kaste en ny snøre ud.

- De mener altså ikke, at vi er færdige, spurgte Møller.

- Nej, lad os hæve indsatsen. Lad os antage at den løsning vi har fundet nu slet ikke er den rigtige, men kun et skridt på vejen.

- Hør nu her, unge mand. Vi har jo ikke hele dagen.

- Vi har. Svend, er det ikke den bedste dag, vi har haft længe. Dette strålende selskab har givet os flere idéer, end vi selv kunne have fået.

Svend Olufsen hævede i første omgang glasset med blommevin og smilede. Så hørte han lidt forsinket sin kompagnons opfordring til at sprede lidt godt humør. Og det var Svend mester i. Han tog tre glas mellem pegefinger og langemand og to glas mellem ringfinger og lillefinger og flakonen med blommevin i den anden hånd og skænkede op for alle, undtagen unge Mærsk.

- Lad os skåle på et godt stykke arbejde, der endnu ikke er færdigt, smilede han.

- Nuvel. Jeg vil også gerne kvittere for den gode stemning. Mærsk og jeg har da også sat hele dagen af, men hvad så nu?

- Jeg foreslår at vi de næste 10 minutter kun siger positive ting, sagde Arne Jacobsen der tænkte på en selskabsleg fra weekenden før på Kunstakademiet.

- Skulle det være svært, dumpede Møller i. De andre grinede, og da Mærsk puffede sin far i siden og rullede med øjnene, grinte Møller også selv. Det var åbenbart ikke så nemt.

- Vi siger ja. Uanset hvad der bliver foreslået. Uanset hvem der foreslår noget, så accepterer vi det og bygger videre på idéen. Og vi starter bare med den løsning, vi har nu, sagde Arne Jacobsen. Han sagde løsningen højt, og så gik de i gang.

- Ja – og den kan sendes med posten, sagde Asta Nielsen.

- Ja – og med skib, tilføjede Møller

- Ja – og den kan beskrives fysisk, sagde Bohr.

- Ja – og der kan tilsluttes strøm, sagde Bang.

- Jamen, den kan ikke spises, sagde Svend Olufsen. Mærsk kiggede opgivende på ham.

- Ja – og man kan skrive undskyld på den, sagde Svend brødebetynget.

- Ja – og den kan patenteres, sagde Møller.

- Ja – og den kan farves hvid, sagde Arne.

Det lykkedes at skabe endnu flere idéer, end de havde før. Og de dumpede ikke i særlig tit.

- Det var vældig fornøjeligt, drenge, sagde Asta Nielsen. Men nu vil jeg give Hr. Møller ret. Hvordan lukker vi dette møde?

- Ja, det ved jeg ikke. Hr. Bohr åbnede jo ballet, så måske han også har svaret på, hvordan vi lukker det, sagde Peter Bang.

De kiggede på Niels Bohr, som rakte en hånd ind i jakkelommen og trak endnu en kuvert frem. Han åbnede den, læste indholdet, bakkede lidt på sin pibe og begyndte at le.

- Hvad står der, spurgte Mærsk.

- Der står: Det slutter, når det slutter.

- Hvad kan vi bruge det til, sagde Svend Olufsen.

- Det betyder vel, at vi selv skal afgøre, hvornår løsningen er færdig, sagde Asta Nielsen.

De kiggede alle lidt rundt på hinanden. Den 23-årige arkitektstuderende Arne Jacobsen som flere gange havde haft en afgørende indflydelse på mødet tog en dyb indånding.

- For mig slutter det altid med, at jeg spørger mig selv, om løsningen er noget, jeg selv ville bruge.

- Vi spørger os selv, om den duer, sagde Peter Bang.

- Ja, det er ikke altid nok for min virksomhed, sagde A.P. Møller. For mig handler det om to ting; Tjener jeg penge, og tjener det samfundet.

- Mit kriterium er altid, om jeg har været med til at skabe ny viden, sagde Niels Bohr.

- Hvor er det morsomt, at vi alle sammen har været med til at skabe en løsning, som giver mening for os alle sammen, men på forskellig måde. Jeg synes, det har været en fornøjelse at møde jer alle, sagde Asta Nielsen. For mig er det væsentlige altid, om det skaber forestillinger.

Forestillinger Former Fremtiden

Forestillinger former fremtiden. At forestille sig noget, som endnu ikke eksisterer, gør det muligt at udstikke en kurs for at opnå det.

Robert F. Kennedy har sagt det så smukt: “Nogle mennesker ser verden, som den er og spørger: Hvorfor? Jeg ser ting som end ikke har været og spørger: Hvorfor ikke?”

I en verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere, er det afgørende at være dygtig til at forestille sig fremtiden og dermed gøre sig klar til den. Vi skal være mere adrætte rent mentalt, fordi fremtiden bringer endnu flere forandringer.

Behovet for forestillinger inde i vores hoveder løser vi ved at overvære flere forestillinger på teatre, gallerier, museer, i bøger, i tegneseriehæfter, spille computerspil, lege, tænke, drømme etc., jo flere forskellige forestillinger vi udsætter os selv for, jo mere inspirerer vi os selv til at skabe nye forestillinger. Og jo mere empati vi er i besiddelse af, jo større forudsætning har vi for at gøre os forestillinger om, hvordan andre tænker.

1925-fortællingen danner grundlag for en model, der hjælper med at komme fra spørgsmålstegn til udråbstegn. En model der skaber de nødvendige forestillinger, der skal til for at skabe en ny løsning.

Modellen fremmer innovation defineret som: øget værdi gennem nytænkning.

Det er min private måde at arbejde på, men de seneste år har jeg overført den til de løsninger, jeg laver for virksomheder, og den understøtter behovet for at tænke nyt i alle led af ideens fødekæde.

1925-modellen

Arne, Peter, Svend, Arnold Peter, Mærsk, Niels og Asta finder tilsyneladende selv vej fra spørgsmålstegn til udråbstegn, men hvis man læser efter, vil man opdage, at de når igennem fem faser på deres vej.

Videnindsamling

Videnspejling

Observation

Idéskabelse

Relevans

Videnindsamling

Viden samles ind via erfaringer, internet, erindringer, bøger, telefon, møder, bibliotek, rapporter, tidligere opgaver, kataloger, tekniske tidsskrifter, lærebøger, studiekammerater, medarbejdere, embedsmænd, telegrammer, foredrag, teorier, rollehæfter, aviser og mange andre steder.

Videnspejling

Videndeling med nogen, der ikke har faglig indsigt. Opgaven spejles i en anden branche eller indenfor naturens, kunstens, teknologiens verden.

Bauhaus-skolen i Weimar, tonefilm og formstøbt plastik, at eje sin egen værdikæde ved at bygge et værft i stedet for at købe skibene, kvantemekanikkens problemer med at afgøre om lys er bølger eller partikler, filmproduktion i Berlin

Observation

Opgaven opsøges on location eller så tæt på som muligt – eventuelt via film eller billeder. Et eksempel var, da en designvirksomhed skulle udvikle nye produkter til gigtplagede. De viklede tyk tape om fingrene for at prøve på egen krop, hvor svært det er for dem at holde om genstande.

Ligge ned, kigge i et spejl, spise med lukkede øjne, barbere sig med den modsatte hånd, fysiske forsøg, rejser, Illum, værft, havn, vandreture i Fælledparken, arbejdspladser og caféer.

Idéskabelse

Når alle informationer er samlet, sættes det idéskabende arbejde i gang. Idéskabelsen bruges til, at løsrive sig fra logisk tænkning.

Ja – og, gøre det umulige, lægge forhindringer ud, vende timeglas og så skabe en idé, før sandet rinder ud, snakke med yngre uimponerede medarbejdere, stirre på sprækkerne i fliserne.

Relevans

Med både logisk viden og ulogisk idéskabelse til rådighed trækkes alle informationer gennem en tragt, og den relevante løsning beskrives.

Ville jeg selv bruge den, duer den, tjener jeg penge og tjener det samfundet, har jeg skabt ny viden, vil det bevæge andre, skaber det forestillinger og har løsningen fokus på tallene før kommaet?