Da Michael på Sankt Olavs Allé hamrede hjørnet af en stor trækost i hovedet på mig, blødte det så meget, at jeg var bange for, at hjernen skulle falde ud. Så det at bruge hovedet har åbenbart altid interesseret mig.
Efter mange år som biblioteksgænger kan jeg derfor knastørt konstatere, at jeg både øger min mentale adræthed, samt får indgydt mod ved at gå ind på et bibliotek. Der er jeg omgivet af overvejelser. Du kan ikke skrive en bog, uden at have gjort dig et hav af overvejelser. Tænkt dig om. Den viden alene gør mig tryg. Jeg kan godt lide at være omfavnet af ånd. Faktisk har jeg taget den boglige del af den uddannelse, jeg ikke har, på biblioteker.
Bibliotekarer er nemlig ligesom sygeplejersker. De har udelukkende ét ønske: At hjælpe dig. Så da jeg som ganske ung besluttede mig for at klare mig gennem livet uden en formel uddannelse, forlod jeg mig på hjælp fra bibliotekarerne. De har ikke svigtet. Bøger, artikler og film er blevet skaffet hjem på enhver af mine indskydelser. Det har øget min mentale adræthed. Og jeg havde nok været mere indflydelsesrig, hvis jeg havde været lidt mindre indskydelsesrig, men det har været en skøn lang kærlighedsaffære, som stadig er varm.
Stor tak til byplanlæggerne i Høje-Taastrup kommune som placerede Rønnevangs-biblioteket lige ved siden af Rønnevangsbageren. Jeg underbød altid Klaus Tyggegummi og fik kurér-jobbet for Henrik Zabel, som skulle have hentet wienerbrød hos bageren. For min løn styrtede jeg tilbage til bagerdamen med det sorte hårnet, købte et rosenbrød og den trekantede Sunkist, og satte mig på biblioteket og læste først Troldepus og siden De Tre Musketerer, Robin Hood og Robinson Crusoe.
På det store bibliotek i Taastrup Stationscenter pløjede jeg gennem alle Lucky Luke, Tintin, Asterix og Splint & Co. Senere blev det til historiebøger og Jan-bøger og lidt senere smugkiggede jeg genert i bøgerne, man finder under 61.26 i decimalklassesystemet.
Jeg kan stadig genkalde den stikkende lugt på loftsbiblioteket i hovedbygningen på Testrup Højskole, hvor jeg som ung mand lærte Hemingway at kende og læste om hans håbløse forelskelse i sygeplejersken Agnes. Og jeg holdt hemmelige stævnemøder med Rebecca, fordi jeg var lige så håbløst forelsket som Hemingway. Ligesom Ernest kunne jeg ikke nå hendes hjerte. Jeg kunne kun nå til det lille hjerte af blæk, som hendes fætter med en kuglepen havde tatoveret på hendes hånd, da de var små.
Senere holdt jeg helt officielle stævnemøder med hende, der sagde ja, i bibliotekshaven i Nykøbing Falster. Her medbragte vi engangs-grill og grillede burgere og melonskiver, så Jannik blev helt sur i skralden. For nu var det jo gjort. Hvor skulle han så tage sin kæreste hen? For unikt skulle det være.
Helt unikt var det, at bibliotekarerne var så søde ved mig og det Studenterhus, jeg var daglig leder af, at vi fik lov til at bruge deres budget til arrangementer. Vi trak nemlig flere folk til end biblioteket selv gjorde. Og deres interesse bestod i, at tilbyde litteraturoplevelser til så mange borgere som muligt. Og i hjørnevinduet med udsigt til bibliotekshaven læste jeg dagligt om mine helte Ferlinghetti og Montgomery Clift.
Højskolen gjorde mig blød i knæene på mere end en måde, så jeg fik snakket mig ind på Vartov, fik en nøgle og kunne gå på det samme gyngende trægulv, som Grundtvig havde gået på. Her skrev jeg en roman, som ingen ville udgive. Du skriver godt, men du mangler noget at skrive om, lød svaret. Det gjorde ikke så meget. Det var bare dejligt at træde rundt i en tradition.
På Det Kongelige Bibliotek skulle man gøre sig særligt fortjent, hvis man gerne ville træde ind i den tradition, der tillod et fast bord. Det fik jeg aldrig, men øjeblikket, hvor jeg sent om aftenen fik lov til at efterlade mine papirer på læsesalen med de grønne lamper, var rigeligt. Næste dag kunne jeg fortsætte min research om Poul Reichhardt ved det samme bord. Ligesom alle de rigtige forskere. Igen må jeg kippe med flaget overfor bibliotekarerne. De hentede samtlige teaterprogrammer frem fra magasinerne. Alle teaterprogrammer fra alle teatre i perioden 1927-1985 trillede ind på rullevogn i den smukke gamle læsesal.
Dengang krævede det, at man skrev sin bestilling på små blanketter med gennemslag. Der skulle trykkes til, når man skrev, så du skulle virkelig ville pløje alle de teaterprogrammer igennem. Men det ville jeg. Og jeg fandt ham i forestillinger, som ingen anede, han havde optrådt i.
På Filmskolens bibliotek deltog Janus Barfoed helt ekstraordinært i mit arbejde. Han fremskaffede både billeder og ældgamle filmoptagelser fra et fjerntliggende arkiv.
“Hey, mand!” blev der en dag råbt efter mig, da jeg var på vej til posthuset i Kolding. Fire piger havde fået en skoleopgave, de ikke gad svare på, og spurgte, om jeg kendte svarene på denne….quiz? Snedigt. Men. Jeg hev min pung frem og spurgte dem: “Ved I hvilket kort, der er det mest værdifulde i hele verden?” De rystede på hovedet, mens jeg trak mit sygesikringskort frem og fortalte dem, at de både kunne gå til læge helt gratis samt få adgang til al viden i verden med det kort. Helt sikkert!
Jeg gik videre og tømte min postboks og gik på jagt efter mit daglige bibliotekeri. Oppe på 1. sal ved computerøen mødte jeg pigerne igen. “Hey, mand!” råbte de fulde af smil og med hovederne begravet i en søgemaskine og derpå i fuld galop rundt mellem boghylderne.
Mens jeg skrev min roman “Tempo”, sad jeg på First Hotel om morgenen og skrev, mens jeg ventede på, at biblioteket skulle åbne kl. 10. Ude foran vinduet begyndte køen at vokse. Koldingenserne stod i kø for at komme ind på deres bibliotek. En dag talte jeg mere end 35 mennesker i køen.
Der er ikke længere kø udenfor mit bibliotek i Kolding. Men det er fordi de har udvidet åbningstiden. Fra kl. 8 om morgenen til kl. 22 om aftenen kan du vade rundt i ånd.
Hvad tænker jeg mon om at afvikle biblioteker og bibliotekarer til fordel for digitale databaser, hvor alle trykte bøger samt al transmitteret data er tilgængelig? Helt sikkert! Giv mig da begge dele. Det siges, at der er udgivet 129 millioner bøger. De kan jo ikke stå på mit bibliotek i Kolding. Men jeg vil da både have bøger, jeg kan bladre i, og læse bøger elektronisk, som ellers aldrig ville blive trykt i Danmark. Og møde andre mennesker.
Og hvorfor skal det være gratis? Det er det i øvrigt ikke. Vi har blot indrettet os så snedigt her i landet, at fælleskassen betaler. Og det skal den, så vi kan øge den mentale adræthed i Danmark, og gøre det muligt for alle at få fat i den viden, de har brug for, så de bedre kan udføre deres arbejde. Også selvom der ikke kommer diplomer ud af det.
Tænk, at nogle helt frivilligt opsøger ny viden, kundskaber og folk, de ikke forstår. Biblioteket er nemlig ikke kun mødested for idéer, men også mødested for mennesker, der tænker forskelligt, men gerne vil optages i et større fællesskab.
Lige for tiden er jeg så heldig, at jeg har fået lov til at give lidt tilbage til bibliotekerne. Jeg lever ikke af at gå på biblioteket og skrive bøger. Jeg lever af at facilitere udviklingsprocesser. Indgyde mod hos andre, så de tør dele deres idéer og arbejde sammen på nye måder.
Kolding Bibliotekerne vil gerne skabe et stærkt ungdomsmiljø i magasinet på biblioteket. Et helt særligt sted, hvor det er de unge selv, der definerer brugen og skaber aktiviterne. Med uvurderlig assistance af bibliotekarerne. Rosenbrød og Sunkist er købt ind. Følg med i processen her.