Mental frikommune hyrer husforfatter

Ikast-Brande kommune har udnævnt sig selv til mental frikommune. Og hyret mig som husforfatter.

“Vores ambition er, at vi med rettidig omhu håndterer udfordringerne, at vi som kommune er i førersædet. Det er derfor helt nødvendigt, at vi i Ikast-Brande Kommune finder nye måder at løse vores opgaver på, og at vi giver velfærden et nyt indhold.

Det er derfor også vores ambition, at det er en naturlig del af vores virke her i kommunen, at udfordre vores mentale antagelser og forestillinger om, hvad man kan, bør og skal, for det er en forudsætning for at finde nye måder at løse vores opgaver på,” skriver Ikast-Brande kommune om mental frikommune-projektet.

Deres helt store fokus er at stille spørgsmål til kommunens rolle, opgaver og måder at løse de opgaver på.

Arbejdet har været i gang længe, men i december måned bliver det så min tur til at bidrage. Jeg skal skrive en julekalender – en facilitativ fortælling – der hver dag vil stille nye spørgsmål og levere nogle skøre, søde, sjove, skæve svar på udfordringerne.

Fortællingen distribueres til kommunens 3.500 medarbejdere via intranettet, hvor alle har mulighed for at kommentere kapitlerne samt komme med forslag til nye kapitler. Julekalenderen skrives dag for dag, så det bliver nemt for medarbejderne at engagere sig.

Jeg synes det er sjovt at bringe mennesker sammen gennem fortællinger. Både mine læseklubber med TEMPO og denne julekalender trækker på samme hammel. Begge dele skaber oplevelser via indlevelse og øger både fællesskabet og kreativiteten i en organisation.

Her kan du læse mere om mental frikommune-projektet i Ikast-Brande kommune.

Sidste år skrev jeg også en faciliterende fortælling. Det var for Tre-For, som ønskede øget fokus på sundhed blandt medarbejderne. Her kan du se en præsentation af det projekt.

Leave a Reply